Meningløst, alt er meningsløst!

”Meningsløst – alt er meningsløst!” Hvis du nogensinde har udbrudt noget i stil med dette, så kunne dig og Prædikeren nok været blevet ganske gode venner. 34 gange på de 12 kapitler benytter han sig af dette ord, hvilket jo må siges at være temmelig ofte. Det er mit indtryk at Prædikeren er kendt i mange kristne kredse, som en eller anden maniodepressiv gut som ingen helt forstår og hvis ord man ikke skal tage så tungt. Jeg spurgte på et tidspunkt en af mine præster om et eller andet i Prædikerens bog jeg ikke helt kunne finde ud af hvordan jeg skulle forholde mig til, jeg fik noget i stil med ”Jamen, Prædikeren han var en gammel melankolsk, bitter mand – jeg tror ikke man skal tage det han siger så tungt”.
Faktisk har jeg temmelig svært ved at forlige mig med den holdning, fordi Prædikerens bog er en del af Biblen og jeg tror på at hele Biblen er Gudsinspireret – derfor må den være der af en årsag, men nok også fordi jeg kan identificere mig selv rigtig godt med Prædikerens bog, personligt er det nok den del af Bibelen der har talt mest til mig de sidste mange år.

En teolog ved navn L. Richards (Richards, 1987) sætter ganske godt ord på mine egne tanker omkring Prædikerens bog i hans Bibel kommentar hvor han snakker om at den er så værdifuld for os. Forfatteren, en intellektuel mand, deler sine erfaringer med os. Nogle erfaringer han har, fordi han kastede sig ud i at finde livets mening væk fra Gud. Derfor er bogen, iflg. Richards så værdifuld – fordi den, hvor mange andre bøger i Bibelen viser at livets mening findes i Gud, viser at livets mening ikke findes andre steder.

Hvad angår forfatteren til Prædikerens bog, så er det rimelig udbredt at antage at det er Kong Davids søn, Kong Salomon, der har skrevet den på sine gamle dage. Det skyldes bl.a., som en gut ved navn Walvoord udpeger, at han introducerer sig selv som ”søn af David og konge i Jerusalem” (kap. 1:1), han fortæller også at han var mere viis end nogen andre i Israel før ham (kap. 1:16) og så har han et længere afsnit i kapitel 2:4-9 hvor han beretter om sine bedrifter, som stemmer godt overens med det man kender til Salomon. (at., 1985) Indtil oplysningstiden i det 17. århundrede var Salomons forfatterskab ikke noget man rigtigt stillede spørgsmålstegn til, men efterhånden som man blev mere oplyste (haha) så begyndte flere fremtrædende teologer (at., 1985) at fundere over hvorvidt sprogbrugen i Prædikerens bog rent faktisk stemte overens med den måde man skrev, og talte, på da Salomon levede i det 10. århundrede f.kr.. De seneste år er man dog begyndt at stille spørgsmålstegn ved sprogbruget igen, og der er atter blevet temmelig stor enighed omkring Salomon som forfatter til bogen. Det er et konklusionsløst spørgsmål, fordi at alting peger på at Salomon var forfatteren – han har bare lige forsømt at skrive at det var ham.

Når man for første gang slår op i Prædikerens bog (og læser den), så kan man godt blive lettere forvirret og tænke at der ikke er nogen som helst sammenhæng i bogen, og det bare er nogle forskellige tanker Salomon har nedskrevet uden nogen større mening. Det ville være utroligt underligt, synes jeg, eftersom han var den viiseste person som nogensinde har levet (1. Kong. 3:12) – selvfølgelig kan der jo være den mulighed at han er så viis at vi andre ikke forstår hvor han vil hen… Der er dog en mere nærliggende mulighed – at vi, som vesterlændinge, kigger efter en lineær orden når vi læser. Det var bare ikke lige helt sådan man skrev i Mellemøsten for tusinder af år siden, der tænkte man mere i ”spiraler” om man så kan sige. Tommy Nelson begynder sin bog ”A Life Well Lived” (Nelson, 2005) med en outline af Prædikerens bog, sådan som han ser det – for det er nemlig meget sådan det er med inddelinger, det er teologerne og læsernes skøn mere end noget andet. Når det kommer til Prædikerens bog er der da heller ikke rigtig nogen der er enige om inddelingen, så lad os bare tage et kig på Tommy Nelsons, det er en af dem der er lettest forståelige.

Kapitel 1 og 2 – En kritik af livet
Her kommer Salomon ind på at alt er meningsløst (1:1-11), at hverken intellektualitet, hedonisme eller materialisme giver livet mening (1:12-2:11), at selvom det er bedre at være viis end at være dum, så dør vi alle (2:12-16), at Prædikeren pga. førnævnte ting mister alt håb og kommer til konklusionen at væk fra Gud, kan der ikke være liv. Mennesket selv kan ikke finde mening (2:24-26)

Kapitel 3:1-15 – A kritik af troen og livet med Gud
Salomon vender sig nu mere mod de troende, han kommer ind på at Gud ordinerer både smerte og nydelse (3:1-11) og derfor så skal vi nyde øjeblikket lige nu (3:12-15)

Kapitel 3:16-4:16 – Konflikterne ved at tro
Nu begynder Salomon for alvor at røre ved nogle af de mere tabubelagte emner indenfor mange kristne kredse i det han tager fat i de konflikter vi støder i som troende. De ting der virkelig kan gøre det udfordrende at tro på Gud og hans godhed. Salomon nævner ulighed – at gode ting sker for onde mennesker og omvendt(3:16-22), undertrykkelse (4:1-3), rivalisering (4:4-6), materialisme [den hverdagsdanske bibel fokuserer her mere på den ensomhed som materialisme skaber] (4:7-12) og berømmelse (4:13-16).

Kapitel 4:17-5:7 – Vær forsigtig med ikke at have respekt for Gud
Interessant nok, efter at have brugt det sidste halvandet kapitel på at udpege ”meningsløse” ting som Gud er årsag til, så understreger Salomon at man skal have ærefrygt for Gud. Man skal passe på med hvordan man henvender sig til, taler til og ”forhandler med” vores mystiske Gud. [Her er det vigtigt vi lige husker på at Prædikerens bog er en del af gamle testemente og at Salomon levede før Jesus kom og forsonede os med Gud].

Kapitel 5:8-7:29 – Ha’ det korrekte perspektiv
Salomon begynder efterhånden at lyde mere og mere som Paulus, han vender og drejer tingene i et forsøg på at få os til at se dem fra den lyse side af. Han tager tre ting op her; rigdom (5:8-6:12): lad dig ikke snyde når de onde bliver rige – rigdom er ikke tilfredsstillende. Modgang (7:1-14): hårde tider er ikke dårlige; de former os. Dig selv (7:15-29); vær ydmyg, du kan umuligt vide alting.

Kapitel 8:1-12:24 – Vær fyldt af mod her i livet
Vi begynder at få en hel del at høre omkring mod, Salomon snakker om at selvom der sker alle de her meningsløse og hårde ting i livet, så skal vi stadig møde det med oprejst pande. Han nævner specielt mod i tre sammenhænge; ift. at gøre det rigtige, selv uden belønning (8:1-10:20), ift. at leve, selvom vi ikke har alting under kontrol (11:1-6) og ift. at nyde livet selvom døden kommer (11:7-12:8)

Kapitel 12:9-14 – Et statement fra en troende
Her afsluttet Salomon ganske enkelt hele gildet ved at fortælle os at vi skal have ærefrygt for Gud og adlyde ham – at Gud har åbenbaret sig selv gennem sit ord.

Selvom, eller måske netop fordi, man let kan få en tendens til at opfatte prædikerens bog som værende melankolsk og deprimerende – meningsløs, så er det alligevel et af de steder i Bibelen hvor vi bliver allermest opfordret til at nyde livet. Jøderne læser altid Prædikernes bog under Løvfesten – en glædelig højtid de har om efteråret hvor de fejrer høsten. Vi, som kristne, kunne muligvis finde det her meget underligt – hvad glædeligt er der ved at alt er meningsløst? Men de kunne næppe læse noget der passede bedre – om og om igen gentager Salomon at det bedste vi kan gøre er at spise og drikke. (Wiersbe, 1996)Det er iøjnefaldende når han nu synes alting er så meningsløst, at en så simpel ting som det er spise og drikke kan give mening for ham i kapitel 2:24 (Winter, 2005⁾, måske kunne det have noget at gøre med at det også er her han begynder at se Gud som en der kan spille en rolle ift. livets mening. Selvom han nævner Gud allerede i kapitel 1 vers 13, så er det først nu han rent faktisk overvejer at vi har fået en gave (hint: livet) fra Gud og at hvad vi stiller op med den gave vi har fået af Gud, kunne have noget at gøre med livets mening. Det er som om Prædikeren lige tillader både ham og os, et lille lysglimt inden han fortsætter med at snakke om ting der ikke giver mening. Men maden vender han tilbage med, jeg tror han var glad for mad!

Konklusion

Jeg synes Prædikerens bog er super interessant, og det er noget jeg kunne snakke i meget lang tid om – hvilket jeg også glædeligt gør, når min lillebror aka. ”Kohelet Klit” kigger forbi. Vi deler i hvert fald en hvis begejstring for Prædikerens bog, og nyder godt af det den har at sige om livet, mening og Gud. Salomon sætter unægtelig tingene i et noget andet lys end mange kristne – og mange bøger i Bibelen. Det én gang skaber stof til eftertanke og er utroligt befriende. Prædikerens bog er helt klart en jeg bliver ved med at læse på dårlige dage, jeg identificere mig godt med det han skriver – og det er jo som bekendt altid rart at føle sig forstået. Den hjælper mig til at huske på at det ikke nytter noget at prøve at finde livet mening ”under solen”. Man må videre og finde den i Gud.

Modeordet blandt beslutningstagere: proaktivitet

I dag blev dagen (atter engang) hvor jeg ville ønske jeg ikke havde pakket min danske betydningsordbog ned i en kasse. 

Jeg kunne godt bruge en kort og enkel definition på hvad det vil sige at være proaktiv, Google to the rescue!

Jeg snuppede de første to der kom op (fin kildekritik, Miriam!):

Proaktiv er på trods af det tilhører gruppen "odiøse præfikser" et modeord blandt beslutningtagere, som består af pro (for) & aktiv (aktiv) og selve ordet betyder altså at man er for aktiv.
Alligevel lyder ordet godt også når man lige skal fyre 600 medarbejdere. I den forbindelse betyder det at de tidligere ansatte får det at vide i rigtig god tid i forvejen, så de kan nå at drikke sig ihjel eller andet der gør at de ikke ligger A-kasse-systemet til last.
Hvis man ikke er proaktiv er man reaktiv (det lyder som reaktionær - det må være noget dårligt)

Proaktiv: Et begreb, der udtrykker en persons eller organisations ageren. At være proaktiv er udtryk for, at en person eller organisation selv tager et initiativ, i modsætning til at være reaktiv, der er udtryk for, at en person eller organisation alene reagerer, hvis udefrakommende omstændigheder nødvendiggør dette.

Jeg har en lille teori om at Spademanns leksikon ikke er den bedste kilde, så vi må hellere gå med defination nummer to!

Så at være proaktiv fremfor reaktiv betyder altså at man selv tager initiativ til at gøre noget - en handling, et handlingsmønstre eller måske ting der skal ændres - fremfor at man kun reagere på noget der sker omkring en.

Det ene virker umiddelbart fremadrettet hvor det andet virker til at være, om ikke tilbagerette, så i hvert at stå i stampe.

Og hey, holdt - jeg har aldrig været begejstret for at stå i stampe... Det er jo tragisk sådan set.

Godt, så kom det på plads. Ser du - jeg har den her yderst irriterende person renende rundt og finde mig de mest random steder fordi han lige pt. har fået på hjernen at det må være på tide Miriam reagerer proaktivt frem for reaktivt. 

Nu skal man jo ikke tage alt hvad man hører for gode varer - heller ikke selvom folk render og siger det tit og ofte. Så jeg måtte lige filosoferer over det lidt, og er kommet frem til at det er en god idé - proaktivt lyder bare meget mere... hmm... som om der rent faktisk kunne ske at ske noget og man kunne ske at komme nogle steder, frem for reativt. I bund og grund vel meget mere i min ånd. Men det er jo det, man kan blive så "godt vandt" med det reaktive at det er rarerer..

MEN, nu var intentionen med den her post sådan set ikke en grundig analyse af proaktivitet, men rent faktisk at være det...

Jeg ved bare ikke helt hvordan man er det, og da endnu mindre hvordan man er det på skrift. 

Jeg kan komme på én ting, som jeg tænker ville være proaktiv skrivelse - at forfatte et eller andet omhandlende fremtiden. 

Så må vi så se om jeg kan finde ud af det - det er jo ikke lige det jeg har spekuleret mest over disse sidste par år. 

Hvad vil jeg egentligt gerne? Jeg plejer at sige til folk at jeg ikke ved det - at jeg ikke tænker ret meget mere end en time frem. Det er jo også til dels sandt, og så alligevel, jeg tror ikke man kan vokse op i så proaktiv en familie og så ikke, nærmest altid, have et eller andet spor af hjernen til at køre på hvad man gerne vil, hvad man drømmer om og hvad ens kald er (note: det er sådan et frikirke-ord, og betyder noget i stil med "den plan Gud har for ens liv - hvad han har kaldet en til at gøre").

Okay, stop nu med at rende rundt om det og kom til sagen menneske.

Jeg har sådan to ting jeg tænker jeg godt kunne tænke mig at gøre noget "indenfor", omkring, med eller hvad man nu siger, den ene er noget med mennesker - det er meget bredt defineret jo, og er nok meget næppe noget indenfor sygehusvæsenet eller psykiatrien  Hvis man skulle snakke om noget så ville jeg nok mene at det ligger mere til at gøre noget ift. andre menneskers psykiske velbefindende. Jeg tænker ikke at jeg vil være psykolog eller sådan noget - men nok nærmere ift. alle de mennesker der helt naturligt er en del af ens liv, ens hverdag, kirke, skole, og andre spøjse steder man nu måtte febinde sig...'

Fordi relationer giver mening for mig, tror jeg, det giver bare mening at vi også er i den her verden for at være til glæde og gavn for andre.

Den anden ting er noget organisatorisk af en art, udelukkende fordi jeg elsker det. Det lyder underlig, nærmest også for mig selv, men jeg slapper totalt af med at organisere et eller andet. Hvis jeg virkelig er stresset eller har en eller anden ikke så heldig dag, så gennemroder jeg min computer for halv-færdige projekter jeg kan organisere og koordinere - det virker så godt som hver gang. Selvfølgelig er det en del mere awesome rent faktisk at lave noget der også bliver ført ud i livet, diverse lejre, kirke-arrangementer, sommercamps og sådan noget. Det er nice!

Tjae... Klart mit bedste bud på noget proaktivt lige pt. - jeg er nu i gang med at øve mig og det er klart den rigtige vej. Du er så dygtig Miriam! (Sender en kærlig tanke til Irene Rønn...)

Og hermed klausulen; jeg ændrer ofte og tit mening om hvad jeg gerne vil - så bare lige: intet er slået fast i sten. Heller ikke i Sten. Hvilket også ville være mærkeligt egentligt... 

Hyggehejsa!

Højskole ABC'en - del 2

Halløj der!

Vi har nu mandag og jeg starter med at forfatte anden del af ABC-føljetonen - så må vi se hvornår jeg får det smidt op så eder kan læse det :) (ja, jeg er vist lidt i fjollehumør lige nu (vi skal have noget opvejning her i livet!) - godt jeg snart skal se en fjollefilmså :))

Hvis jeg kan alfabetet rigtigt (synger lige sangen...) så er vi kommet til I - so here goes:

Intetanende - Intetanende var hvad, tror jeg, langt de fleste af os elever var om hvad vi ville blive udsat for få muligheden for på dette sted. Jeg drog herhen med visse anelser om at indlede nogle hårde processer dette år - man må sige at mine anelser til fulde blev mødt. Så tænker jeg blot på de mennesker der er kommet hertil uden at have disse hersens anelser - hvilken mur har de ramt første gang deres coach kunne sætte en stjerne på excelarket (se under C, hvis du er lost her). For min egen del kan jeg kun sige at jeg, udover at blive ramt af de ting jeg havde forventet ville møde mig, også fik en ordentlig ekstra omgang frustration i hatten ekstra mulighed for at vokse og lære mig selv bedre at kende. So.... Intetanende - det er os! Og det indstiller vi os så på at blive ved med at være ;-)¨

Jul - Jul man! JUL :D Og mere er der så ikke at sige om den sag! Primært fordi vi ikke engang er ude af september endnu.. Når det så er sagt, så er ordet "jul" alligevel et jeg hører relativt ofte her.. Folk tællere allerede ned (og jeg fandt den første julestjerne i midten af oktober - samtidig med halloween græskarne!),

og jeg har alle intentioner om at sørge for vi får holdt en kæmpemæssige jule-kage-bage-klippe-klistre-(ikke nødvendigvis samme sted)-dag når vi nærmer os december! Og naturligvis skal der også højtlæsning at "Juleevangeliet anno 2012" (Skrevet af familiens sande forfatter, Camomilla :)) til før det rigtig bliver jul. Her er i sandhed noget at se frem til :D

Kaffe - Ja, hvad kan man sige? Jeg drikker ikke kaffe, men jeg har fået æren fuldtidsjobbet af at fylde maskinerne op hver dag. Og tro mig, det er nødvendigt! Der ryger ca. en 5-6 poser om dagen. Det er slet heller ikke til debat om der kan skæres ned på forbruget, tro mig! Jeg har set nogle af de her mennesker kl. 7 om morgenen - og de burde IKKE få lov at rende rundt uden opsyn uden kaffe... Just sayin'. Så alt dette for at sige: Kaffe og højskole går hånd i hånd, det omhandler i sandhed artens overlevelse!

[Uh ja... Nu kan jeg se jeg har startet indlægget med at skrive at det er mandag - nu er det lørdag, men det er en del uger siden det var DEN mandag... Upsi...]

Liv - Ja, liv er der i hvert fald - nogle gange er der liv og glade dage, andre gange (læs: til morgenmaden klokken 7.15) er det lige alt det vi kan leve op til ordet liv. Liv er jo mange ting [note to self: afbryd din filosofiske tankerække inden det her ender helt galt] - en anden ting der lige falder mig ind når jeg siger "Liv" er at dele liv, det er min oplevelse (illusion?) at det er noget af det vi gør ret meget i her på skolen, deler op og nedture med hinanden og i det hele taget nyder godt af at være så mange under samme tag(e) så vi rigtig kan bruge hinandens styrker og assisterer hinanden i vores svagheder (komplimenterer personligheder er vel sagtens muligt når der er så mange af os). En tredje ting vi har med liv er Liv og info - vores sidste time hver fredag, der samles vi allesammen i auditoriet for at skråle en lille sang som Jakob har lavet til os (jeg arbejder lige på at ligge en herlig video op af omkvædet).

Her kommer den:

Og det hvad vi laver i 1,5 time. Nej selvfølgelig ikke, vi deler også liv (to elever og ind imellem en enkelt lærer deler deres livshistorie med os alle) og får info - sjovt nok. Vi får info om hvad der skal ske i weekenden, om der kommer gæster (se under G) i næste uge, om at der ligger for meget opvask og flyder, at en elev tilbyder piano-lektioner eller at folk skal tage deres tøj ned af tørresnorene. Og så får vi en nyhedsupdate - aka. et eller andet interimistisk forsøg på at fortælle os at der altså ER liv (pun not intended) udenfor murene på den her skole... ;-)

Ja, well.. Så når vi vist ikke længere, klokken er ved at blive mange og jeg er midt i at lave en pre-produktion af årets julekort :)

The happenings of the efterårsferie on Als with UngKirke!

Hej venner :)

Jeg ved godt det her ikke rigtig har noget med højskolen at gøre - eftersom det tog plads i ferien, men stadig - det var en så festlig ferie!

Her kommer recap'et af 5 dage på Als med UngKirke folket (Vores ungdomsgruppe i Aalborg Pinsekirke (eller hvad vi nu hedder til den tid hvor du ramler ind på siden her:))

”Hvis jeg dør så må du godt få Ane!” siger Julian med at halv-trist udtryk i ansigtet
”Hvem er Ane?” spørger Klitten, Simon
”Det er min bas”
”Ah….”
”Og lov mig! Til begravelsen skal I synge ’It’s gonna be a good, good night”
”Det er en aftale – men kan I ikke godt prøve på at komme tilbage i live?” spørger Miriam
Julian lover os at gøre forsøget mens hans kommende med-kanoister (hey, iflg. Word er det faktisk et ord, der kan man bare se!) står omkring ham og forsøger at lukke nogle skrig-orange redningsveste uden at blive slået ned at de lilla padler der vælter ukontrolleret rundt.

Det er mandag eftermiddag og vi befinder os i en lille flække på Als. UngKirke er draget på efterårsferie og mens de 5 modige mennesker bevæger sig mod søen, mødes 6 – mindst lige så modige – i køkkenet. Målet: at fremtrylle en 3 retters festmiddag her på turens sidste hele dag. Dagene har stået på daglige samlinger fyldt med bøn og folk der fortalte fra hjertet af, ture i svømmehallen, en hel masse ture i Netto, bøn, en tur til Danfoss eller en tur til den tyske grænse, masser af gåture i det efterårsprægede landskab, og en hel masse bagning, lovsang,  filmkigning og spillen af spil.
Så langt så godt – humøret er højt og ude i køkkenet danser Gordon Ramsey og Jamie Oliver (aka. Mathias og Louise Kjær) rundt til en dansk popsang mens de prøver at huske at vende bøfferne til burgerne. Ud over lækker mad er der nu tilbage at se frem til underholdning på norsk, idrætsøvelser, en sang fra Daniel, alt for få timers søvn, en hel masse rengøring og farvel-kram i stor stil inden vi skal hjem igen. Hjem og forhåbentligt tage det med os vi har fået ud af at være her – et stærkere fællesskab, og en fælles lyst, og vilje, til at række ud til folk omkring os. Aalborg – here we come!

Og så må jeg hellere lige tilføje at Ane stadig tilhører Julian, og de alle 5 kom tilbage i live – kun 3 formåede at falde i vandet på vej op på land. De blev tøet op med varm kakao, tæpper og kaffe og jeg mener ikke de har varige mén, hverken fysisk eller psykisk.

Ydmyghed, konstant afhængighed, mindreværd og andre relevante ting...

Hej folkens!

Jeg ved godt jeg har lovet jer at jeg skulle komme med et hyggeligt/sjovt indlæg den her gang, men seriøst - der er så mange seriøse overvejelser lige for tiden at det der med at tage en halv times tid ud af dagsprogrammet for at skrive komiske ting, ikke lige sker. Så derfor får I lige en seriøs en mere... Nu er I advaret!

Egentligt ville det vel give meget god mening hvis jeg skånede jer for det her kaos af tanker og i stedet nedfældede mine spekulationer i min fine kæmpestore notesbog, som jeg netop er blevet udstyret med til det her formål. Ser I - alle os weirdos (weird er godt, remember) der ikke skal med højskolen på missionstur til Slovakiet bliver i stedet hevet gennem et mareridt uden lige, de kalder det 12-trinsprogrammet får i stedet den vilde oplevelse at følges igennem 12-trinsprogrammet. Ja, det er det de bruger i AA også. Og det er helt okay (Hej. Jeg hedder Miriam.). Til formålet har vi så fået udleveret sådan en grim A4 bog (tak til Freja at min nu rent faktisk er blevet fin at se på :)) til at nedfælde vores tanker, processer og andet crap andre intelligente infald i. Foreløbig skriver jeg en 10 sider om dagen, så den bog skal nok hastigt blive udfyldt.

For lige at give baggrunden for mit tankemæssige (og for så vidt også følelsesmæssige - yay...) dilemma så gik vi i krig med Trin 1 sidste tirsdag og har foreløbig dækket 1,2 og 3. Nu går der så lige tre uger inden vi fortsætter med resten.
12-trins programmet handler om at bryde et mønster man har, et hvilket som helst mønster man gerne vil af med - så det lagde vi ud med at finde på . 
Derefter var første overskrift: Magtesløshed (Jeg er magtesløs over mit mønster)
Anden overskrift var Tro og Tvivl (Kun Gud kan hjælpe mig - har jeg tillid til ham?)
Tredje overskrift var Overgivelse (Tør jeg overgive mig, og mit mønster, til Gud?)

Det kunne jeg ævle i hundrede år om, men lad os komme til sagen.

Min onsdag lå ca. i ruiner mens jeg kontemplerede over tro og tvivl... Til sidst så føltes det som om min hjerne var revet i stykker, jeg ved godt man plejer at sige det om sit hjerte, men seriøst her var det virkelig hjernen der var totalt ekstremt på overarbejde. Jeg bliver helt træt bare af at tænke på det (eller måske er det fordi jeg stadig ikke kan hitte op og ned ordenligt).

Den tankerække der førte mig hen til hvad jeg egentligt tror er det egentlige problem her og nu (og ift. alt det her om tillid og overgivelse - og magtesløshed for den sags skyld) kan jeg slet ikke sætte ord på, og da overhovedet ikke så det bare er somehow overskueligt for jer andre (spørg mig ikke hvorfor jeg har forklaret alt det ovenstående så...)

Anyways, jeg endte i et kæmpe dilamme ift. afhængighed af Gud. Nogengange tror jeg lidt det er en ulempe at være totalt immersed (har vi et ord for det på dansk?) i Gud og Bibel andres meninger om Gud og Bibel osv. Det er til at blive helt kuldret med. Jeg har nogengange, i ren frustration, udbrudt til min mor at jeg var sikker på at levede jeg på en øde ø ville jeg absolut intet problem have med hverken min tro, mit Gudsforhold eller mit Gudsbillede - for der var ingen til at fortælle mig (note: Det er ikke min oplevelse at det er det de gør nede på højskolen, det handler nok mere om at det er det man "ser" og hører alle andre gøre...) hvordan det skal være.
Vi snakker om noget usynligt, noget uhørbart og noget med en hel masse ting der kan sættes U foran... Vi forstår det ikke er derfor debaterer og snakker vi en uendelighed om hvordan det måske kan være det er. Det er forvirrende, det er stressende og det er til at få TOTALT kuller af.
There I said it.

Og videre til dilemmaet;
Når Gud nu udfolder sin kraft gennem vores magtesløshed (et eller andet af Paulus' breve jeg aldrig kan huske, snakker om det) skal vi så være magtesløse i alt? Skal vi føle os afhængig af Gud i hvert eneste øjeblik, i hver eneste lille ting vi render og gør?
Når nu Gud har ofret Jesus (hele Bibelen snakker om det, mest kendt er Joh. 3:16 vel nok) burde vi så leve i en konstant følelse af taknemmelig og "jeg kan intet klare hvis ikke det var for Jesu død på korset?".

Jeg synes jeg er stødt meget i det, og jeg kan ikke helt definere om det er en eller anden specifik "lære", de mennesker jeg møder eller hele det her magtesløs-show som gør det hele tiden dukker op for mig. Min psykolog ville sige det også var lige meget - hvad ville jeg gøre ved det?

Uh ja... About that..
Jeg synes bare jeg er stødt i så meget "jeg kan ingenting uden Gud", "jeg er ingenting uden Jesus", "det er kun pga. Gud at jeg kan skrive den her opgave" og ting i den dur (okay, elendige eksempler, men kan ikke lige komme på andre, jeg undskylder). Hvis man kender min familie lidt så kan man nok godt fornemme at jeg er vokset op med temmelig højt selvværd - her er det helt legat at være awesome og ytre sig om det, så længe man ikke jodre andre ved det. Vi ved vi kan en masse, og det er også helt okay - og godt at stå ved, det er den måde man ændre ting på, det der gør at man kan leve mere end et gennemsnitsligt liv med villa, Volvo og en ligusterhæk der klippes aftenen før Skt. Hans hvert år.

Så, it's bound to happen: Konflikten opstår.
Og jeg ville igen ønske jeg boede på en øde ø så jeg kunne have mit Gudsforhold og min opfattelse af min awesomeness og min "jeg kan altså godt gøre nogle ting i livet uden Gud" i fred.
Øj det lyder skrækkeligt når man skriver det på den måde.

Men altså... Så en dag så rammer det mig bare for real (det har virkelig ligget liiiiige under overfladen et stykke tid mens jeg har rendt rundt i de mørke gange på højskolen og trallet random sange) - jeg får utrolig stor skyldfølelse over ikke at føle at jeg har mere brug for Gud. Når man lytter på folk snakke om det her, så får man virkelig opfattelsen af at mange lever i sådan et totalt "jeg føler mig hele tiden afhængig af Gud og er konstant taknemmelig for det han har gjort for mig. Og NÅDE!"-stadie... Faktum: Det gør jeg ikke. Jeg føler mig faktisk meget sjælendt afhængig af Gud. Han er en aktiv del af min hverdag ja, men jeg har aldrig siddet med den der dybe følelse af at jeg er lost uden Ham. Jeg ved med min hjerne at min frelse afhænger af Ham, og jeg har da også perioder af mit liv hvor jeg ved Han har assisteret mig mere end det måske lige så ud til.
Men stadig; jeg føler mig ikke afhængig af Ham. Jeg har det som om jeg jo i princippet kan klare tingene selv og opretholde et liv. Muligvis ikke af samme standard, men et fint nok liv tror jeg da sagtens jeg kunne leve. Jeg ved jeg er afhængig af Ham for frelsen, men det er så også det.

Så sker det som der altid sker når jeg er ved at flå håret af mig selv, jeg får fat i min mor og overhælder hende med frustration (efter hendes eget udsagn så ved hun godt det er hendes lod her i livet -også selvom jeg snart fylder tyve.. "Ja, nu er jeg jo hjemmegående af en årsag, kan man sige..." Tak moder!) og satser på at hun kan gøre et eller andet...

Den her gang satte hun mig på sporet af nogle rigtig gode ting;
- Rigtig mange mennesker lever hele deres, ganske fine, liv uden Gud og klare det fint. Altså ER man ikke afhængig af Gud i alle mulige små dagligdags ting. Ikke nødvendigvis.

- Der findes noget der hedder falsk ydmyghed. "Ydmyghed er ikke selvudslettende, selvom det imdimellem kan virke således, men ydmyghed er affødt af en dyb indsigt, der også tillader andre meninger, holdninger, m.m. at komme frem. ... Begrebet falsk ydmyghed er blot at foregive ydmyghed, evt. kombineret med en mindreværdsfølelse af, at man er mindre værd eller ikke lige så god som andre. I modsætning hertil giver sand ydmyghed indsigt i samt forståelse og accept af skabelsens, Universets og hele livets storhed, og derved også en bevidsthed om egen storhed." Måske var det, det jeg var stødt I hos mange af de mennesker jeg følte havde den "totale afhængighedsfølelse"...

- Man er afhængig af Gud for sin frelse, og dybt afhængig af Ham hvis man vælger at følge hans plan for ens liv - for siger man "ja" til at følge Hans kald, så VIL man hoppe ud over kanten og mens man lever kaldet, ofte, komme til punkter hvor man udmærket godt ved man ikke kan klare sig uden Gud. Her kommer magtesløshedsfølelsen ind, og man trygler Gud og hjælpe og visdom.

- Gud er en relationel Gud - ofter giver det mening at sammenligne ens relation med Gud med andre relationer. Min mor påstår hun ville blive træt af det hvis vi alle 5 (for slet ikke at snakke om 7 milliader unger) konstant rendte rundt og takkede hende og højlydt erkendte vores uduelighed. "Mor, jeg ved det kun er når jeg ikke gør noget at du kan gøre det. Jeg kan altså ikke smøre den her boller" "Mor, jeg ved du har givet mig livet. Jeg takker ydmygt" "Mor.. Jeg ved godt jeg ingenting er" "Mor, før jeg siger andet vil jeg bare lige sige tak"... Hendes pointe var at Gud muligvis kunne gå hen og tænke "ja tak, så er det godt... Nu er det vist på tide du også selv gør noget. Hallo - jeg er kaldet dig til at være mine hænder og fødder, og så har du travlt med at sidde der og fortælle mig du ingenting kan gøre uden jeg gør noget. Så dør du altså af sult menneske, Manna var en onetimer og selv det skulle de ud og samle!" (Ja okay, hendes pointe har jeg lige selv skrevet ned, det er udelukkende min fortolkning)

- Hvis man konstant render rundt og føler sig mindreværdig fordi man intet kan uden Gud og jo også skal føle man har 100% brug for ham, kan Gud så overhovedet bruge en? Hvis man føler sig mindreværdig, så hopper man jo aldrig ud i noget. Så tror man jo man ingenting kan...


Årh ja... Lots og tanker lige her!

Hvis du har andre du vil bidrage med til gryden, så kom endelig med dem!

Jeg ville give jer min konklusion, men jeg ved ikke om jeg har ramt nogen endnu. Umiddelbart giver det mest mening det min mor siger - Det er helt okay ikke altid at føle man har brug for Gud, men også at vide man kan gøre ting selv... Det giver mest mening for mig - og fremkalder ligeså meget dårlig samvittighed som mening, så nu må vi se hvor (om) vi ender et sted..


Og så må jeg vist hellere igang med at få læst en bog mens huset stadig er tomt :)

Hyg!

Er Gud nok?

Er Gud nok?

Det skulle være et relativt nemt spørgsmål, jeg går jo på bibelskole og alt det der.. Svaret er indlysende - det burde være et rungende JA!

Og ja, her kommer et men...

Jeg ved bare ikke helt hvad det men er endnu, så måske skulle jeg starte ved begyndelsen, mens du reflekterer lidt over ovenstående spørgsmål :)

Efter at have set en julefilm i eftermiddag besluttede jeg mig for at det nok var en god idé at få en eller anden form for luft, og eftersom jeg pt. bor et sted med fantastisk natur vadede jeg en tur under de flotte efterårsfarvede træer og ned til en meget stormfyldt fjord (gummistøvler FTW!)

Her ville jeg så have smidt jer et billede af den natur jeg traskede rundt i, men det gider åbenbart ikke lige samarbejde, så I får det her i stedet:

Ja, det KAN være svært umiddelbart at se connectionen her - det problem har jeg også selv... Sagen er nemlig den at det, som det så oftest sker for mig, skete at jeg egentligt gik ud af døren med én ting på min hjerne (note: denne ting er ikke en lille ting, men underordnet i den her historie, og derfor gider jeg ikke uddybe den, for så bliver jeg ALDRIG færdig med at skrive den her post, og du bliver aldrig færdig med at læse den....). Så jeg gik altså ud af døren og stilede mod fjorden alt imens jeg overvejede hvor udfordrende, og til tider udmattede  det er at bo et sted hvor man er omgivet af 70 mennesker så snart man åbner sin dør (ej okay, de står ikke alle 70 ude på min gang, men stadig, konceptet!).

Det er næppe nogen hemmelighed for nogen at jeg er temmelig let påvirkelig af andre folks humør - en ting som jeg har overvejet og kommet frem til at, selvom den er seriøs upraktisk, så tror jeg at det er en gave fra Gud og på at der er en pointe med den - om end jeg så endnu ikke liiiige kender til denne pointe og til tider bruger ret lang tid på at klage over at det er så upraktisk ;-) Anyhow, jeg gik ud af døren og filosoferede lidt over det (hey vent, har jeg ikke sagt det før?) over hvordan det er at være så påvirket af, og så obs. på, så mange mennesker omkring en (no wonder man til tider er træt og løber op og lukker døren) og at man samtidig ikke har ansvaret for nogens ve og vel - at der i langt de fleste tilfælde ikke er en brik man kan gøre for dem og at der faktisk er en del af dem jeg slet ikke rigtig snakker med...

Hvordan hænger det sammen med om Gud er nok, spørger du så... Og ja, det vil jeg da hjertens gerne svare dig på, men nu kalder de 70 mennsker (aka. aftensmad). Jeg vender tilbage straks.  [Leaving at: 17:54]

Se det klarede jeg jo på 12 minutter (take-away er til tider godt :))

Som det ca. altid går når jeg går en tur, så tager mine tanker mig med på vandring samtidig... Jeg har den her teori om at mine tanker og Gud hjælpes med at kommunikere et budskab til mig - jeg aner ikke hvordan jeg ellers skulle ende op med de mystiske og meget ulogiske konklusioner jeg nogengange kommer frem til.

Jeg vil skåne jer for de fleste mellemregninger, men jeg kom til at tænke på at en af de ting jeg håber på at få med fra det her højskoleophold er at lære at leve i (ikke med, mind you), den her meget intense medfølen og awareness (årh, der er måske lidt for meget engelsk på den her skole, mit danske ordforråd bliver svagere og svagere)... Det må jo betyde at jeg må lære at når jeg f.eks. bliver helt trist på andres vegne så må jeg huske at det er Guds ansvar, og menneskets eget ansvar - det er ikke mit... Jeg tror ikke jeg render rundt og føler mig ansvarlig for 70 mennesker på én gang her (bare rolig Psykolog Peter - lidt har du fået mig lært!), men hvis jeg virkelig blev bevidst om at det er Guds ansvar, så tror jeg ikke følelserne ville blive ved mig så længe af gangen... Det er bare en tanke, jeg aner ikke hvad jeg ævler om.... Men de siger faktisk ind imellem noget klogt hernede (jep, tro det eller ej, det hænder!), en af de ting jeg specielt har bidt mærke i er noget i stil med "Hvis bare jeg kan få det menneske jeg snakker med, til at søge Gud for hjælp, for et svar - så er det lykkedes som det skal!".. Tænk lidt over det mens jeg drikker noget Pepsi Max!

Så er vi altså kommet fra
[Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget mere for at folk omkring mig havde det bedre] til
[Det er jo i virkeligheden Guds, og personernes eget, ansvar] til
[Jamen, skal vi så slet ikke gøre noget for hinanden - hvorfor har vi så hinanden?] til
[Hvis bare mennesker går fra mig for at søge Gud for et svar eller en løsning]

Så tog jeg lige et smuttur og filosoferede over hvorfor det er jeg så gerne vil hjælpe folk (oh yes, nogen har introduceret mig for begrebet med-misbruger... No need to do it again). Men det er en HELT anden historie, og den tror jeg lige vi hopper over idag (ja, vi kan nå at filosofere over meget på én enkelt time).

Derefter begyndte dagens, nok absolut største, dilemma at indfinde sig... Er Gud nok?

Nå, der kom billedet af naturen så lige... :) Enjoy! Og vær misundelig... ;)

Egentligt er det vel bare mit go-to spørgsmål (Har vi brug for relationer/gode venner eller er Jesus nok?) over det sidste 1,5 år (eller er det de sidste 10 - jeg er efterhånden i tvivl...) i ny forklædning...

På den ene side tænker jeg at Gud, for at være Gud, jo vel må være nok for os - han alene må vel i "reglen" være alt hvad vi behøver. Det er da også det vi skråler ud i luften søndag efter søndag (og tirsdag efter tirsdag) "You are all I ever needed", "Du er alt hvad jeg behøver, jeg elsker dig", "All I need is you", "You're all I wan't, You're all I've ever needed", "Du er mit alt, du er hvad jeg behøver" og der er mange flere hvor de kommer fra... 

På den anden side så gav Gud jo også Eva til Adam fordi det ikke var godt for mennesket at være alene, Ordsprogernes bog taler om at "Gode venner er som aroma for sjælen" og vi har et kraftigt eksempel og forbillede i David og Jonatans venskab...

Den opmærksomme læser kan nok godt se hvad kampen i mig står mellem her, og det er også okay.

Så nu er det bare jeg tænker ER GUD NOK?

Jeg har lige smidt den ud på Face og de to modige sjæle der har turde kommentere på det har hvert sit svar: ja og nej (sjovt nok).. Min første tanke var også et nej - og sandt og sige tror jeg det er det stadig... Hvor "dårlig" en kristen jeg så end føler mig når jeg står ved det.. Men det er jo den rene skære sandhed..

Jeg laver lige et par quotes fra debatten her: "Well my first thoughts when you wrote that was no. It's not enough 'just' to have God. Don't misunderstand me here. But you can live without Him just so that you have friends, family, love, a job etc. :)

I don't know if that was your thought but this was what came up on my mind."

Hvortil jeg svarede:

So turn it around: can you live without friends, family, love, a job ect. and STILL have a great and fulfilling life if you only have God?

Og det er lige præcis det jeg forsøger at få et svar på - Kan vi leve uden venner, familie, kærlighed, arbejde, et sted at bo osv. og STADIG have et god og tilfredsstillende liv?

PLEASE smid nogle kommentarer enten her eller på facebook!!

Og så skal jeg nok prøve at lave næste indlæg mindre seriøst... ;)

Højskole ABC'en

Hej bloglæsere :)

Det er just gået op for mig at jeg jo rent faktisk prøver at blogge lidt om det her eksperiment vi kalder højskole.
Så hermed får I "Højskole ABC'en" - i hvert fald min udgave af den.

(Disclaimer: nedenstående skal læses med en ordentlig portion humor!)

Ansvar - ja, den måtte jo med. Ansvar er en af skolen værdier, og relativ væsenlig (tak til moder og fader Klit for at have opdraget mig med en hvis dosis af det) fordi det dækker over alt lige fra ansvar for en selv, sit vasketøj, skolens ejendele og bestemt andre mennesker.

BeLong - BeLong er vores små-fællesskaber i det store, vi har udfordringenfornøjelsen  af at være de første vi ser hver morgen, når vi klokken 7.15 mødes for at holde en kort andagt og be' sammen inden vi spiser morgenmaden og hælder kaffe ned i voldsomme mængder, mens der falder en enkelt kommentar hist og her om havregrødens konsistens får dagens første dybe samtaler. Måske er der en der undrer sig over hvor nogle af gruppens medlemmer er henne, og i så fald må disse vækkes lokaliseres, så vagtlæreren kan lave mandtal med succes. Ellers går det meste af den halve time det tager os at vågne nok, til at vi gider rejse os igen, med at svare på spørgsmål som gruppens eneste morgenfriske person fyrer af i en uendelighed, samt at bladre gennem random, meningsløse billeder på 9GAG forskellige bibel citater. Så med den start på 5 ud af ugens 7 dage, er vi dømt til enten at blive hinandens værste fjender eller bedste reserve familie - only time will show.
Udover at have den yderst spænende oplevelse fornøjelse  hver morgen, så skal vi også trækkes med hinanden er vi også velsignet med  hver torsdag eftermiddag, hvor  diktatur for alvor træder i kraft, og vores program fastlægges af gruppelederne vi i fællesskab bliver enige om hvad vi gerne vil hygge med. Mange fordriver tiden med at spille rundbold og drikke kaffe - men ikke os! nej, for vi er skam den seriøse gruppe! :) Eller i hvert fald får vi os nogle gode snakke - mens vi drikker kaffe eller går en tur i skoven. Og jer der kender mig bare en smule, ved at jeg ikke kunne ønske mig mere - GO gruppe!

Coach - Coach er en månedlig ting her på stedet, og det betyder dybest set at du græder dit hjerte ud, mens læreren sidder og glæder sig i hjertet over at du viser dine følelser sidder i en stol og fortæller en af lærerene hvordan dit liv står til . Jeg er sikker på at der, inde på lærer-kontoret, hænger et kæmpemæssigt excel-ark med alle deres navne på, og så får de en stjerne hver gang de har fået en elev til at græde uden at slå dem. Vi ved vist allesammen hvem der fører.

Dagligdag - En af de mest iøjnefaldende ting for mig her, har været at folk virkelig lever deres dagligdag her - jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig, at alle ville blive ved med at leve som om de var på sommerlejr (aka. gå i seng klokken 3, spise slik hele tiden og leve af cola) måske... Alt andet lige så har det i hvert fald vist sig at man hurtigt finder ind i en rytme og lever sin dagligdag her midt blandt en masse skønne mennesker i alt koas'et.

Eftersidning - Eftersidning er ikke noget vi tror på her på stedet har vi kun en enkelt tidligere skolelærer der praktiserer. Selv er jeg endnu ikke blevet genstand for det, men eftersom min præst hjemme i Aa spørger mig hver gang jeg kommer hjem om jeg er blevet smidt ud - så er det vel bare et spørgsmål om tid...

Frygt - Frygt er noget vi forsøger at komme til livs på daglig basis. Alt er nyt (og bliver måske ved med at være det...), man støder konstant i nye indtryk, nyt holdninger og faktisk også nye mennesker. Der er altid noget/nogen der kan være skræmmende, altid noget man kan være bange for. Men ser du, det er ikke meningen! Det plejer at være sidst på aftenen når man forsøger at sove at frygten viser sig fra sin grummeste side - men jeg har lige gået og spekuleret på noget... Jesus sagde på et tidspunkt at vi ikke skulle bekymre os for imorgen, for den skal nok komme med sine egne problemer helt uden hjælp... hvis man lige filosofere lidt over det, så må aftenen/natten når man ligger og glor ud i luften og ikke kan sove, vel være det bedste tidspunkt på dagen - i dag har ikke flere problemer (meget svært at få dem når lyset er slukket, døren låst og man er under dynen) og man skal ikke tænke på imorgen. Og bliss!

Gæster - Gæster har vi utroligt mange af! Rygterne har det at næste uge bliver super hyggeligt totalt crazy.  For det første får vi æren af bliver vi genstand for en uges co-undervisning af Anders Ova og David Jakobsen i Romer- og Galaterbrevet. En uge som utroligt mange mennesker gerne vil være vidne til, og derfor valfarter gamle elever og venner af højskolen herned. Derudover får vi fint besøg bliver vi overrendt af nogle folk vi kalder for "Masters" - ja det lyder vel finere end det er. I virkeligheden er det en masse frikirkeledere rundt omkring i landet, som allesammen læser kandidat i teologi over nettet. De mødes indimellem til en uges undervisning og lige pt. sidder her en gut fra Australien som er fløjet ind udelukkende for at undervise dem i næste uge. Heftigt jetlag for det, ville jeg vove at påstå.

Happy Hugging - Er et helt nyt begreb, som dybest set går ud på at den sejeste BeLong gruppe pludseligt styrter hen og maser deler gruppekrammere ud til  tilfældige elever.

Og hermed første del af Højskole ABC'en!

Hyggehejsa :)

Billid-udpluk fra første uge :)

Ugen der føltes som 4... Og SÅ er vi igang :)

Hej allesammen.

Jeg sidder hernede i et temmelig stort klasselokale, med kun to elever i og tænker... Måske burde jeg skrive et eller andet om hvordan det er at være her.
Chancen for at jeg ikke får opdateret bloggen 1/10 af de gange jeg rent faktisk gerne ville, foreligger - og den er nok temmelig stor. Men jeg har efter nogle overvejelser alligevel besluttet mig at gøre forsøget.
De kloge siger det er godt at skrive, og jeg har fundet ud af at det ofte hjælper med at få en hel del tanker klartlagt og andet godt - og så er det da også lidt hyggeligt for mig :)

Så anyways, nu er det fredag og vi kører på sidste del af vores intro-uge. Hvis tingene skulle foregå "rigtigt" så skulle jeg jo sådan set have skrevet til jer, allerede inden jeg startede - for mit ophold kan i hvert fald ikke siges kun at have påvirket mig fra min ankomst søndag.
Men der er faktisk noget der til forveksling, ligner en lovlig undskyldning for det. Er I klar? For her kommer den. (og nej, min moster er ikke syg)
Jeg er ikke fan af at fylde blogpost efter blogpost med negative indlæg. Men jeg er fan af at være ærlig omkring de ting jeg skriver, derfor har det ikke rigtigt funget for mig at skrive inden jeg tog afsted. Inden jeg tog afsted var det lidt kaos-agtigt. Jeg tænker mange af jer nok kender det når I skal til nye ting her i livet. Man har ingen idé om hvad man kan forvente, hvad man bør frygte, hvad man kan se frem til og så videre.
Hvis man kender mig lidt, ved man også godt at jeg tænker ufattelig meget (ikke altid noget klogt og langtfra altid noget konstruktivt, men tanker er der rigeligt af!) og derfor så var der jo klart potentiale for et totalt tanke-bekymrings-kollaps.
Jeg var udemærket godt klar over at det var en meget reel mulighed, og tog mine forholdsregler - på ingen måde nogle langtidsholdbare nogen, men jeg vidste godt de kunne assisterer mig til et udholdedeligt liv i nogle uger - jeg lod være med at forholde mig til at jeg skulle afsted, jeg sørgede for at lave noget hele tiden, for at være langt mindre reflekterende når jeg skriv dagbog og for at sove så meget som overhovedet muligt og læse - lad os ikke glemme læsning, der røg en bog eller halvanden ned om dagen de sidste uger...
Det medførte naturligvis visse udfordringer når velmenende folk kom og spurgte om jeg glædede mig - for hvad svarer man lige til det? Man nikker og smiler, og siger "ja - alle siger det bliver godt!". Når man nu engang er kristen og kommer i en kirke, hvor folk godt kan lide at høre hvad de andre render og laver, så kan man faktisk nå at få rigtig, rigtig mange af den her slags spørgsmål - de var næsten allesammen ens, men et af dem skiller sig ud. En af mine gode veninder kiggede meget intenst på mig dagen inden jeg skulle starte og spurgte "sig mig så - glæder du dig, eller har du fortrængt at du skal afsted?" - Haha... Se, dét var et spørgsmål der var til at svare på ;-)

Anyways, det blev søndag, jeg drog i kirke for at sidde og snakke med lille baby Adam og forsøge at få tiden til at gå inden det blev tid til at sætte kursen mod Makka. (Note til folk: Makka er det tilnavn jeg har givet byen her som er bedre kendt under navnet "Mariager". Man kan filosoferer lidt over hvorfor jeg kalder den det... Eller jeg kan sige det: Det er Pinsekirkens Mekka - så et mix af MAriager og meKKA :))

Og så gik det ellers løs - den lille by var fyldt af biler med oppakning, ME (i visse kredse bedre kendt som PVE) havde også opstart samme dag, og eftersom de ligger nabo til os her på højskolen så var der gang i festen. Jeg fik skaffet mig et navneskilt, en værelsesnøgle og en mappe med en hel masse papirer i og satte mig udenfor for at vente. Efter nøje overvejelser var jeg kommer frem til at vente på at Miriam kom - Miriam gik jeg i skole med omkring 9. klasse, og vi fandt i løbet at sommerferien pludselig ud af at vi begge skulle gå her. Sammen bekæmpede vi en bunke nye mennesker, og gik i gang med at slæbe vores ting op på værelserne. Hun satte hendes forældre i sving og jeg rekruterede en hjælper i form af Danni. Så gik de næste par dage ellers med at få lidt kontrol over alle de ting og forsøge at skabe et hyggeligt sted man kan koble af (i skrivende stund, lørdag klokken 17.22 har jeg netop færdiggjort det projekt). 

Ellers har introugen været et stort kaos. Et godt kaos, men kaos ikke desto mindre. Jeg ser lidt den der scene fra Madagaskar for mig, hvor de fire dyr er inde på banegården og alle bare farer forvirret og panikslagen rundt.
Det har været forskelligt for folk hvad der har været/kommer til at blive det hårdeste til at være her, "we all have our own demons to fight" som man siger. Jeg har kunnet forstå på mange at det hårdeste ved den her uge har været de enorme mængder af information vi har fået. Vi har lært om værdier, vision, mål, praktiske gøremål, lærernes initialer, spisetidspunkter, opvaskemaskiner, grønne kopper, hvide kopper, retningslinjer, rygestop kurser, valgfag, linjer, vejen til staionen og posthuset, kontorets åbningstider, hvordan man folder papkasser, hvad der skal ske til morgensang, hvordan man gør rent, hvor bønnerummet ligger og hvor støvsugerne findes, vejen til kirken, at fittness er sundt, at man skal have sko på i køkkenet og rydde op efter sig selv, vi har lært om Rebild Bakker og Rold Skov røverne, at Moddle og Noodle ikke er det samme, at Harvest kan betyder andet end høst, at man skal behandle hinanden pænt, at speeddating ikke nødvendigvis behøver ende ud med en masse dates og at det er en fordel at være ærlig overfor sin coach, at man ikke må efterlade sin bagage uden opsyn og at isne der sælges på havnen smager godt - og meget, meget mere.
Masser af information, der heldigvis var logisk i langt de fleste tilfælde :)

Dog må jeg nok indrømme at det der, for mig, har gjort at denne uge har føltes som 4, har været de mange nye mennesker man skulle forholde sig til og lære at kende. En 70-80 stykker er alligevel en slat. Jeg har sovet til middag som aldrig før (og med det mener jeg at jeg har sovet ligeså mange middagslure den sidste uge som mine sidste 17 år tilsammen...)
Det første dage var på ingen måde rare, og jeg sender min tak til gode folk der fik mig talt ud af diverse kriser - tilgengæld er det min store glæde at sige at hver dag bliver bedre! Det hjælper hvis man formår at huske det der som en klog mand sagde engang, men at hver dag har nok i sine egne problemer så man skal ikke bekymre sig for den næste - den kommer med sine helt af sig selv. Hvis man (ja det er så mig..) husker det, så er hver dag faktisk god. Hvis man (stadig mig..) derimod glemmer den detalje, se så ramler verden - for så begynder man (mig igen) at fundere over hvor galt det kan nå at gå i løbet af den næste uge, måned eller år. Så der er ikke andet at sige end: husk det!

Det er lige gået op for mig at jeg har skrevet noget der minder om en halv roman her, og det var egentligt ikke rigtig meningen - det er der jo aldrig nogen der får læst, men tilgengæld har jeg haft det hyggeligt med at skrive det :)

Nu vender vi snart blikket mod en "almindelig uge" hvor vi ligger ud med at skulle lære om "Læren og Biblen", så det skal nok blive interessant at se hvilke nye ting man kan få ud af det. 

Og ikke at forglemme - så var jeg hjemme i Aa og være sammen med UngKirke til vores (ja, det er altså stadig "os"!) opstart igår aftes. Det var et brag af en fest og skønherligt og afslappende at være sammen med folk man kender igen. Noget siger mig at der kunne blive mange hjemture i løbet af i år - the best og both worlds, som man kan synge hvis man er til den slags ;-) 
Yes - så adios herfra, jeg har hørt rygter om god mad og dessert i dag og det er vist lige op over :)

God weekend til jer allezusammen og pas godt på jer selv, hinanden, børnene, gnaverne, havet og alting :)