Er Gud nok?

Er Gud nok?

Det skulle være et relativt nemt spørgsmål, jeg går jo på bibelskole og alt det der.. Svaret er indlysende - det burde være et rungende JA!

Og ja, her kommer et men...

Jeg ved bare ikke helt hvad det men er endnu, så måske skulle jeg starte ved begyndelsen, mens du reflekterer lidt over ovenstående spørgsmål :)

Efter at have set en julefilm i eftermiddag besluttede jeg mig for at det nok var en god idé at få en eller anden form for luft, og eftersom jeg pt. bor et sted med fantastisk natur vadede jeg en tur under de flotte efterårsfarvede træer og ned til en meget stormfyldt fjord (gummistøvler FTW!)

Her ville jeg så have smidt jer et billede af den natur jeg traskede rundt i, men det gider åbenbart ikke lige samarbejde, så I får det her i stedet:

Ja, det KAN være svært umiddelbart at se connectionen her - det problem har jeg også selv... Sagen er nemlig den at det, som det så oftest sker for mig, skete at jeg egentligt gik ud af døren med én ting på min hjerne (note: denne ting er ikke en lille ting, men underordnet i den her historie, og derfor gider jeg ikke uddybe den, for så bliver jeg ALDRIG færdig med at skrive den her post, og du bliver aldrig færdig med at læse den....). Så jeg gik altså ud af døren og stilede mod fjorden alt imens jeg overvejede hvor udfordrende, og til tider udmattede  det er at bo et sted hvor man er omgivet af 70 mennesker så snart man åbner sin dør (ej okay, de står ikke alle 70 ude på min gang, men stadig, konceptet!).

Det er næppe nogen hemmelighed for nogen at jeg er temmelig let påvirkelig af andre folks humør - en ting som jeg har overvejet og kommet frem til at, selvom den er seriøs upraktisk, så tror jeg at det er en gave fra Gud og på at der er en pointe med den - om end jeg så endnu ikke liiiige kender til denne pointe og til tider bruger ret lang tid på at klage over at det er så upraktisk ;-) Anyhow, jeg gik ud af døren og filosoferede lidt over det (hey vent, har jeg ikke sagt det før?) over hvordan det er at være så påvirket af, og så obs. på, så mange mennesker omkring en (no wonder man til tider er træt og løber op og lukker døren) og at man samtidig ikke har ansvaret for nogens ve og vel - at der i langt de fleste tilfælde ikke er en brik man kan gøre for dem og at der faktisk er en del af dem jeg slet ikke rigtig snakker med...

Hvordan hænger det sammen med om Gud er nok, spørger du så... Og ja, det vil jeg da hjertens gerne svare dig på, men nu kalder de 70 mennsker (aka. aftensmad). Jeg vender tilbage straks.  [Leaving at: 17:54]

Se det klarede jeg jo på 12 minutter (take-away er til tider godt :))

Som det ca. altid går når jeg går en tur, så tager mine tanker mig med på vandring samtidig... Jeg har den her teori om at mine tanker og Gud hjælpes med at kommunikere et budskab til mig - jeg aner ikke hvordan jeg ellers skulle ende op med de mystiske og meget ulogiske konklusioner jeg nogengange kommer frem til.

Jeg vil skåne jer for de fleste mellemregninger, men jeg kom til at tænke på at en af de ting jeg håber på at få med fra det her højskoleophold er at lære at leve i (ikke med, mind you), den her meget intense medfølen og awareness (årh, der er måske lidt for meget engelsk på den her skole, mit danske ordforråd bliver svagere og svagere)... Det må jo betyde at jeg må lære at når jeg f.eks. bliver helt trist på andres vegne så må jeg huske at det er Guds ansvar, og menneskets eget ansvar - det er ikke mit... Jeg tror ikke jeg render rundt og føler mig ansvarlig for 70 mennesker på én gang her (bare rolig Psykolog Peter - lidt har du fået mig lært!), men hvis jeg virkelig blev bevidst om at det er Guds ansvar, så tror jeg ikke følelserne ville blive ved mig så længe af gangen... Det er bare en tanke, jeg aner ikke hvad jeg ævler om.... Men de siger faktisk ind imellem noget klogt hernede (jep, tro det eller ej, det hænder!), en af de ting jeg specielt har bidt mærke i er noget i stil med "Hvis bare jeg kan få det menneske jeg snakker med, til at søge Gud for hjælp, for et svar - så er det lykkedes som det skal!".. Tænk lidt over det mens jeg drikker noget Pepsi Max!

Så er vi altså kommet fra
[Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget mere for at folk omkring mig havde det bedre] til
[Det er jo i virkeligheden Guds, og personernes eget, ansvar] til
[Jamen, skal vi så slet ikke gøre noget for hinanden - hvorfor har vi så hinanden?] til
[Hvis bare mennesker går fra mig for at søge Gud for et svar eller en løsning]

Så tog jeg lige et smuttur og filosoferede over hvorfor det er jeg så gerne vil hjælpe folk (oh yes, nogen har introduceret mig for begrebet med-misbruger... No need to do it again). Men det er en HELT anden historie, og den tror jeg lige vi hopper over idag (ja, vi kan nå at filosofere over meget på én enkelt time).

Derefter begyndte dagens, nok absolut største, dilemma at indfinde sig... Er Gud nok?

Nå, der kom billedet af naturen så lige... :) Enjoy! Og vær misundelig... ;)

Egentligt er det vel bare mit go-to spørgsmål (Har vi brug for relationer/gode venner eller er Jesus nok?) over det sidste 1,5 år (eller er det de sidste 10 - jeg er efterhånden i tvivl...) i ny forklædning...

På den ene side tænker jeg at Gud, for at være Gud, jo vel må være nok for os - han alene må vel i "reglen" være alt hvad vi behøver. Det er da også det vi skråler ud i luften søndag efter søndag (og tirsdag efter tirsdag) "You are all I ever needed", "Du er alt hvad jeg behøver, jeg elsker dig", "All I need is you", "You're all I wan't, You're all I've ever needed", "Du er mit alt, du er hvad jeg behøver" og der er mange flere hvor de kommer fra... 

På den anden side så gav Gud jo også Eva til Adam fordi det ikke var godt for mennesket at være alene, Ordsprogernes bog taler om at "Gode venner er som aroma for sjælen" og vi har et kraftigt eksempel og forbillede i David og Jonatans venskab...

Den opmærksomme læser kan nok godt se hvad kampen i mig står mellem her, og det er også okay.

Så nu er det bare jeg tænker ER GUD NOK?

Jeg har lige smidt den ud på Face og de to modige sjæle der har turde kommentere på det har hvert sit svar: ja og nej (sjovt nok).. Min første tanke var også et nej - og sandt og sige tror jeg det er det stadig... Hvor "dårlig" en kristen jeg så end føler mig når jeg står ved det.. Men det er jo den rene skære sandhed..

Jeg laver lige et par quotes fra debatten her: "Well my first thoughts when you wrote that was no. It's not enough 'just' to have God. Don't misunderstand me here. But you can live without Him just so that you have friends, family, love, a job etc. :)

I don't know if that was your thought but this was what came up on my mind."

Hvortil jeg svarede:

So turn it around: can you live without friends, family, love, a job ect. and STILL have a great and fulfilling life if you only have God?

Og det er lige præcis det jeg forsøger at få et svar på - Kan vi leve uden venner, familie, kærlighed, arbejde, et sted at bo osv. og STADIG have et god og tilfredsstillende liv?

PLEASE smid nogle kommentarer enten her eller på facebook!!

Og så skal jeg nok prøve at lave næste indlæg mindre seriøst... ;)