Jeg ved godt jeg har lovet jer at jeg skulle komme med et hyggeligt/sjovt indlæg den her gang, men seriøst - der er så mange seriøse overvejelser lige for tiden at det der med at tage en halv times tid ud af dagsprogrammet for at skrive komiske ting, ikke lige sker. Så derfor får I lige en seriøs en mere... Nu er I advaret!
Egentligt ville det vel give meget god mening hvis jeg skånede jer for det her kaos af tanker og i stedet nedfældede mine spekulationer i min fine kæmpestore notesbog, som jeg netop er blevet udstyret med til det her formål. Ser I - alle os weirdos (weird er godt, remember) der ikke skal med højskolen på missionstur til Slovakiet
For lige at give baggrunden for mit tankemæssige (og for så vidt også følelsesmæssige - yay...) dilemma så gik vi i krig med Trin 1 sidste tirsdag og har foreløbig dækket 1,2 og 3. Nu går der så lige tre uger inden vi fortsætter med resten.
12-trins programmet handler om at bryde et mønster man har, et hvilket som helst mønster man gerne vil af med - så det lagde vi ud med at finde
Derefter var første overskrift: Magtesløshed (Jeg er magtesløs over mit mønster)
Anden overskrift var Tro og Tvivl (Kun Gud kan hjælpe mig - har jeg tillid til ham?)
Tredje overskrift var Overgivelse (Tør jeg overgive mig, og mit mønster, til Gud?)
Det kunne jeg ævle i hundrede år om, men lad os komme til sagen.
Min onsdag lå ca. i ruiner mens jeg kontemplerede over tro og tvivl... Til sidst så føltes det som om min hjerne var revet i stykker, jeg ved godt man plejer at sige det om sit hjerte, men seriøst her var det virkelig hjernen der var totalt ekstremt på overarbejde. Jeg bliver helt træt bare af at tænke på det (eller måske er det fordi jeg stadig ikke kan hitte op og ned ordenligt).
Den tankerække der førte mig hen til hvad jeg egentligt tror er det egentlige problem her og nu (og ift. alt det her om tillid og overgivelse - og magtesløshed for den sags skyld) kan jeg slet ikke sætte ord på, og da overhovedet ikke så det bare er somehow overskueligt for jer andre (spørg mig ikke hvorfor jeg har forklaret alt det ovenstående så...)
Anyways, jeg endte i et kæmpe dilamme ift. afhængighed af Gud. Nogengange tror jeg lidt det er en ulempe at være totalt immersed (har vi et ord for det på dansk?) i
Vi snakker om noget usynligt, noget uhørbart og noget med en hel masse ting der kan sættes U foran... Vi forstår det ikke er derfor debaterer og snakker vi en uendelighed om hvordan det måske kan være det er. Det er forvirrende, det er stressende og det er til at få TOTALT kuller af.
There I said it.
Og videre til dilemmaet;
Når Gud nu udfolder sin kraft gennem vores magtesløshed (et eller andet af Paulus' breve jeg aldrig kan huske, snakker om det) skal vi så være magtesløse i alt? Skal vi føle os afhængig af Gud i hvert eneste øjeblik, i hver eneste lille ting vi render og gør?
Når nu Gud har ofret Jesus (hele Bibelen snakker om det, mest kendt er Joh. 3:16 vel nok) burde vi så leve i en konstant følelse af taknemmelig og "jeg kan intet klare hvis ikke det var for Jesu død på korset?".
Jeg synes jeg er stødt meget i det, og jeg kan ikke helt definere om det er en eller anden specifik "lære", de mennesker jeg møder eller hele det her magtesløs-show som gør det hele tiden dukker op for mig. Min psykolog ville sige det også var lige meget - hvad ville jeg gøre ved det?
Uh ja... About that..
Jeg synes bare jeg er stødt i så meget "jeg kan ingenting uden Gud", "jeg er ingenting uden Jesus", "det er kun pga. Gud at jeg kan skrive den her opgave" og ting i den dur (okay, elendige eksempler, men kan ikke lige komme på andre, jeg undskylder). Hvis man kender min familie lidt så kan man nok godt fornemme at jeg er vokset op med temmelig højt selvværd - her er det helt legat at være awesome og ytre sig om det, så længe man ikke jodre andre ved det. Vi ved vi kan en masse, og det er også helt okay - og godt at stå ved, det er den måde man ændre ting på, det der gør at man kan leve mere end et gennemsnitsligt liv med villa, Volvo og en ligusterhæk der klippes aftenen før Skt. Hans hvert år.
Så, it's bound to happen: Konflikten opstår.
Og jeg ville igen ønske jeg boede på en øde ø så jeg kunne have mit Gudsforhold og min opfattelse af min awesomeness og min "jeg kan altså godt gøre nogle ting i livet uden Gud" i fred.
Øj det lyder skrækkeligt når man skriver det på den måde.
Men altså... Så en dag så rammer det mig bare for real (det har virkelig ligget liiiiige under overfladen et stykke tid mens jeg har rendt rundt i de mørke gange på højskolen og trallet random sange) - jeg får utrolig stor skyldfølelse over ikke at føle at jeg har mere brug for Gud. Når man lytter på folk snakke om det her, så får man virkelig opfattelsen af at mange lever i sådan et totalt "jeg føler mig hele tiden afhængig af Gud og er konstant taknemmelig for det han har gjort for mig. Og NÅDE!"-stadie... Faktum: Det gør jeg ikke. Jeg føler mig faktisk meget sjælendt afhængig af Gud. Han er en aktiv del af min hverdag ja, men jeg har aldrig siddet med den der dybe følelse af at jeg er lost uden Ham. Jeg ved med min hjerne at min frelse afhænger af Ham, og jeg har da også perioder af mit liv hvor jeg ved Han har assisteret mig mere end det måske lige så ud til.
Men stadig; jeg føler mig ikke afhængig af Ham. Jeg har det som om jeg jo i princippet kan klare tingene selv og opretholde et liv. Muligvis ikke af samme standard, men et fint nok liv tror jeg da sagtens jeg kunne leve. Jeg ved jeg er afhængig af Ham for frelsen, men det er så også det.
Så sker det som der altid sker når jeg er ved at flå håret af mig selv, jeg får fat i min mor og overhælder hende med frustration (efter hendes eget udsagn så ved hun godt det er hendes lod her i livet -også selvom jeg snart fylder tyve.. "Ja, nu er jeg jo hjemmegående af en årsag, kan man sige..." Tak moder!) og satser på at hun kan gøre et eller andet...
Den her gang satte hun mig på sporet af nogle rigtig gode ting;
- Rigtig mange mennesker lever hele deres, ganske fine, liv uden Gud og klare det fint. Altså ER man ikke afhængig af Gud i alle mulige små dagligdags ting. Ikke nødvendigvis.
- Der findes noget der hedder falsk ydmyghed. "Ydmyghed er ikke selvudslettende, selvom det imdimellem kan virke således, men ydmyghed er affødt af en dyb indsigt, der også tillader andre meninger, holdninger, m.m. at komme frem. ... Begrebet falsk ydmyghed er blot at foregive ydmyghed, evt. kombineret med en mindreværdsfølelse af, at man er mindre værd eller ikke lige så god som andre. I modsætning hertil giver sand ydmyghed indsigt i samt forståelse og accept af skabelsens, Universets og hele livets storhed, og derved også en bevidsthed om egen storhed." Måske var det, det jeg var stødt I hos mange af de mennesker jeg følte havde den "totale afhængighedsfølelse"...
- Man er afhængig af Gud for sin frelse, og dybt afhængig af Ham hvis man vælger at følge hans plan for ens liv - for siger man "ja" til at følge Hans kald, så VIL man hoppe ud over kanten og mens man lever kaldet, ofte, komme til punkter hvor man udmærket godt ved man ikke kan klare sig uden Gud. Her kommer magtesløshedsfølelsen ind, og man trygler Gud og hjælpe og visdom.
- Gud er en relationel Gud - ofter giver det mening at sammenligne ens relation med Gud med andre relationer. Min mor påstår hun ville blive træt af det hvis vi alle 5 (for slet ikke at snakke om 7 milliader unger) konstant rendte rundt og takkede hende og højlydt erkendte vores uduelighed. "Mor, jeg ved det kun er når jeg ikke gør noget at du kan gøre det. Jeg kan altså ikke smøre den her boller" "Mor, jeg ved du har givet mig livet. Jeg takker ydmygt" "Mor.. Jeg ved godt jeg ingenting er" "Mor, før jeg siger andet vil jeg bare lige sige tak"... Hendes pointe var at Gud muligvis kunne gå hen og tænke "ja tak, så er det godt... Nu er det vist på tide du også selv gør noget. Hallo - jeg er kaldet dig til at være mine hænder og fødder, og så har du travlt med at sidde der og fortælle mig du ingenting kan gøre uden jeg gør noget. Så dør du altså af sult menneske, Manna var en onetimer og selv det skulle de ud og samle!" (Ja okay, hendes pointe har jeg lige selv skrevet ned, det er udelukkende min fortolkning)
- Hvis man konstant render rundt og føler sig mindreværdig fordi man intet kan uden Gud og jo også skal føle man har 100% brug for ham, kan Gud så overhovedet bruge en? Hvis man føler sig mindreværdig, så hopper man jo aldrig ud i noget. Så tror man jo man ingenting kan...
Årh ja... Lots og tanker lige her!
Hvis du har andre du vil bidrage med til gryden, så kom endelig med dem!
Jeg ville give jer min konklusion, men jeg ved ikke om jeg har ramt nogen endnu. Umiddelbart giver det mest mening det min mor siger - Det er helt okay ikke altid at føle man har brug for Gud, men også at vide man kan gøre ting selv... Det giver mest mening for mig - og fremkalder ligeså meget dårlig samvittighed som mening, så nu må vi se hvor (om) vi ender et sted..
Og så må jeg vist hellere igang med at få læst en bog mens huset stadig er tomt :)
Hyg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar