søndag den 26. august 2012
lørdag den 25. august 2012
Ugen der føltes som 4... Og SÅ er vi igang :)
Hej allesammen.
Jeg sidder hernede i et temmelig stort klasselokale, med kun to elever i og tænker... Måske burde jeg skrive et eller andet om hvordan det er at være her.
Chancen for at jeg ikke får opdateret bloggen 1/10 af de gange jeg rent faktisk gerne ville, foreligger - og den er nok temmelig stor. Men jeg har efter nogle overvejelser alligevel besluttet mig at gøre forsøget.
De kloge siger det er godt at skrive, og jeg har fundet ud af at det ofte hjælper med at få en hel del tanker klartlagt og andet godt - og så er det da også lidt hyggeligt for mig :)
Så anyways, nu er det fredag og vi kører på sidste del af vores intro-uge. Hvis tingene skulle foregå "rigtigt" så skulle jeg jo sådan set have skrevet til jer, allerede inden jeg startede - for mit ophold kan i hvert fald ikke siges kun at have påvirket mig fra min ankomst søndag.
Men der er faktisk noget der til forveksling, ligner en lovlig undskyldning for det. Er I klar? For her kommer den. (og nej, min moster er ikke syg)
Jeg er ikke fan af at fylde blogpost efter blogpost med negative indlæg. Men jeg er fan af at være ærlig omkring de ting jeg skriver, derfor har det ikke rigtigt funget for mig at skrive inden jeg tog afsted. Inden jeg tog afsted var det lidt kaos-agtigt. Jeg tænker mange af jer nok kender det når I skal til nye ting her i livet. Man har ingen idé om hvad man kan forvente, hvad man bør frygte, hvad man kan se frem til og så videre.
Hvis man kender mig lidt, ved man også godt at jeg tænker ufattelig meget (ikke altid noget klogt og langtfra altid noget konstruktivt, men tanker er der rigeligt af!) og derfor så var der jo klart potentiale for et totalt tanke-bekymrings-kollaps.
Jeg var udemærket godt klar over at det var en meget reel mulighed, og tog mine forholdsregler - på ingen måde nogle langtidsholdbare nogen, men jeg vidste godt de kunne assisterer mig til et udholdedeligt liv i nogle uger - jeg lod være med at forholde mig til at jeg skulle afsted, jeg sørgede for at lave noget hele tiden, for at være langt mindre reflekterende når jeg skriv dagbog og for at sove så meget som overhovedet muligt og læse - lad os ikke glemme læsning, der røg en bog eller halvanden ned om dagen de sidste uger...
Det medførte naturligvis visse udfordringer når velmenende folk kom og spurgte om jeg glædede mig - for hvad svarer man lige til det? Man nikker og smiler, og siger "ja - alle siger det bliver godt!". Når man nu engang er kristen og kommer i en kirke, hvor folk godt kan lide at høre hvad de andre render og laver, så kan man faktisk nå at få rigtig, rigtig mange af den her slags spørgsmål - de var næsten allesammen ens, men et af dem skiller sig ud. En af mine gode veninder kiggede meget intenst på mig dagen inden jeg skulle starte og spurgte "sig mig så - glæder du dig, eller har du fortrængt at du skal afsted?" - Haha... Se, dét var et spørgsmål der var til at svare på ;-)
Anyways, det blev søndag, jeg drog i kirke for at sidde og snakke med lille baby Adam og forsøge at få tiden til at gå inden det blev tid til at sætte kursen mod Makka. (Note til folk: Makka er det tilnavn jeg har givet byen her som er bedre kendt under navnet "Mariager". Man kan filosoferer lidt over hvorfor jeg kalder den det... Eller jeg kan sige det: Det er Pinsekirkens Mekka - så et mix af MAriager og meKKA :))
Og så gik det ellers løs - den lille by var fyldt af biler med oppakning, ME (i visse kredse bedre kendt som PVE) havde også opstart samme dag, og eftersom de ligger nabo til os her på højskolen så var der gang i festen. Jeg fik skaffet mig et navneskilt, en værelsesnøgle og en mappe med en hel masse papirer i og satte mig udenfor for at vente. Efter nøje overvejelser var jeg kommer frem til at vente på at Miriam kom - Miriam gik jeg i skole med omkring 9. klasse, og vi fandt i løbet at sommerferien pludselig ud af at vi begge skulle gå her. Sammen bekæmpede vi en bunke nye mennesker, og gik i gang med at slæbe vores ting op på værelserne. Hun satte hendes forældre i sving og jeg rekruterede en hjælper i form af Danni. Så gik de næste par dage ellers med at få lidt kontrol over alle de ting og forsøge at skabe et hyggeligt sted man kan koble af (i skrivende stund, lørdag klokken 17.22 har jeg netop færdiggjort det projekt).
Ellers har introugen været et stort kaos. Et godt kaos, men kaos ikke desto mindre. Jeg ser lidt den der scene fra Madagaskar for mig, hvor de fire dyr er inde på banegården og alle bare farer forvirret og panikslagen rundt.
Det har været forskelligt for folk hvad der har været/kommer til at blive det hårdeste til at være her, "we all have our own demons to fight" som man siger. Jeg har kunnet forstå på mange at det hårdeste ved den her uge har været de enorme mængder af information vi har fået. Vi har lært om værdier, vision, mål, praktiske gøremål, lærernes initialer, spisetidspunkter, opvaskemaskiner, grønne kopper, hvide kopper, retningslinjer, rygestop kurser, valgfag, linjer, vejen til staionen og posthuset, kontorets åbningstider, hvordan man folder papkasser, hvad der skal ske til morgensang, hvordan man gør rent, hvor bønnerummet ligger og hvor støvsugerne findes, vejen til kirken, at fittness er sundt, at man skal have sko på i køkkenet og rydde op efter sig selv, vi har lært om Rebild Bakker og Rold Skov røverne, at Moddle og Noodle ikke er det samme, at Harvest kan betyder andet end høst, at man skal behandle hinanden pænt, at speeddating ikke nødvendigvis behøver ende ud med en masse dates og at det er en fordel at være ærlig overfor sin coach, at man ikke må efterlade sin bagage uden opsyn og at isne der sælges på havnen smager godt - og meget, meget mere.
Masser af information, der heldigvis var logisk i langt de fleste tilfælde :)
Dog må jeg nok indrømme at det der, for mig, har gjort at denne uge har føltes som 4, har været de mange nye mennesker man skulle forholde sig til og lære at kende. En 70-80 stykker er alligevel en slat. Jeg har sovet til middag som aldrig før (og med det mener jeg at jeg har sovet ligeså mange middagslure den sidste uge som mine sidste 17 år tilsammen...)
Det første dage var på ingen måde rare, og jeg sender min tak til gode folk der fik mig talt ud af diverse kriser - tilgengæld er det min store glæde at sige at hver dag bliver bedre! Det hjælper hvis man formår at huske det der som en klog mand sagde engang, men at hver dag har nok i sine egne problemer så man skal ikke bekymre sig for den næste - den kommer med sine helt af sig selv. Hvis man (ja det er så mig..) husker det, så er hver dag faktisk god. Hvis man (stadig mig..) derimod glemmer den detalje, se så ramler verden - for så begynder man (mig igen) at fundere over hvor galt det kan nå at gå i løbet af den næste uge, måned eller år. Så der er ikke andet at sige end: husk det!
Det er lige gået op for mig at jeg har skrevet noget der minder om en halv roman her, og det var egentligt ikke rigtig meningen - det er der jo aldrig nogen der får læst, men tilgengæld har jeg haft det hyggeligt med at skrive det :)
Nu vender vi snart blikket mod en "almindelig uge" hvor vi ligger ud med at skulle lære om "Læren og Biblen", så det skal nok blive interessant at se hvilke nye ting man kan få ud af det.
Og ikke at forglemme - så var jeg hjemme i Aa og være sammen med UngKirke til vores (ja, det er altså stadig "os"!) opstart igår aftes. Det var et brag af en fest og skønherligt og afslappende at være sammen med folk man kender igen. Noget siger mig at der kunne blive mange hjemture i løbet af i år - the best og both worlds, som man kan synge hvis man er til den slags ;-)
Yes - så adios herfra, jeg har hørt rygter om god mad og dessert i dag og det er vist lige op over :)
God weekend til jer allezusammen og pas godt på jer selv, hinanden, børnene, gnaverne, havet og alting :)
Jeg sidder hernede i et temmelig stort klasselokale, med kun to elever i og tænker... Måske burde jeg skrive et eller andet om hvordan det er at være her.
Chancen for at jeg ikke får opdateret bloggen 1/10 af de gange jeg rent faktisk gerne ville, foreligger - og den er nok temmelig stor. Men jeg har efter nogle overvejelser alligevel besluttet mig at gøre forsøget.
De kloge siger det er godt at skrive, og jeg har fundet ud af at det ofte hjælper med at få en hel del tanker klartlagt og andet godt - og så er det da også lidt hyggeligt for mig :)
Så anyways, nu er det fredag og vi kører på sidste del af vores intro-uge. Hvis tingene skulle foregå "rigtigt" så skulle jeg jo sådan set have skrevet til jer, allerede inden jeg startede - for mit ophold kan i hvert fald ikke siges kun at have påvirket mig fra min ankomst søndag.
Men der er faktisk noget der til forveksling, ligner en lovlig undskyldning for det. Er I klar? For her kommer den. (og nej, min moster er ikke syg)
Jeg er ikke fan af at fylde blogpost efter blogpost med negative indlæg. Men jeg er fan af at være ærlig omkring de ting jeg skriver, derfor har det ikke rigtigt funget for mig at skrive inden jeg tog afsted. Inden jeg tog afsted var det lidt kaos-agtigt. Jeg tænker mange af jer nok kender det når I skal til nye ting her i livet. Man har ingen idé om hvad man kan forvente, hvad man bør frygte, hvad man kan se frem til og så videre.
Hvis man kender mig lidt, ved man også godt at jeg tænker ufattelig meget (ikke altid noget klogt og langtfra altid noget konstruktivt, men tanker er der rigeligt af!) og derfor så var der jo klart potentiale for et totalt tanke-bekymrings-kollaps.
Jeg var udemærket godt klar over at det var en meget reel mulighed, og tog mine forholdsregler - på ingen måde nogle langtidsholdbare nogen, men jeg vidste godt de kunne assisterer mig til et udholdedeligt liv i nogle uger - jeg lod være med at forholde mig til at jeg skulle afsted, jeg sørgede for at lave noget hele tiden, for at være langt mindre reflekterende når jeg skriv dagbog og for at sove så meget som overhovedet muligt og læse - lad os ikke glemme læsning, der røg en bog eller halvanden ned om dagen de sidste uger...
Det medførte naturligvis visse udfordringer når velmenende folk kom og spurgte om jeg glædede mig - for hvad svarer man lige til det? Man nikker og smiler, og siger "ja - alle siger det bliver godt!". Når man nu engang er kristen og kommer i en kirke, hvor folk godt kan lide at høre hvad de andre render og laver, så kan man faktisk nå at få rigtig, rigtig mange af den her slags spørgsmål - de var næsten allesammen ens, men et af dem skiller sig ud. En af mine gode veninder kiggede meget intenst på mig dagen inden jeg skulle starte og spurgte "sig mig så - glæder du dig, eller har du fortrængt at du skal afsted?" - Haha... Se, dét var et spørgsmål der var til at svare på ;-)
Anyways, det blev søndag, jeg drog i kirke for at sidde og snakke med lille baby Adam og forsøge at få tiden til at gå inden det blev tid til at sætte kursen mod Makka. (Note til folk: Makka er det tilnavn jeg har givet byen her som er bedre kendt under navnet "Mariager". Man kan filosoferer lidt over hvorfor jeg kalder den det... Eller jeg kan sige det: Det er Pinsekirkens Mekka - så et mix af MAriager og meKKA :))
Og så gik det ellers løs - den lille by var fyldt af biler med oppakning, ME (i visse kredse bedre kendt som PVE) havde også opstart samme dag, og eftersom de ligger nabo til os her på højskolen så var der gang i festen. Jeg fik skaffet mig et navneskilt, en værelsesnøgle og en mappe med en hel masse papirer i og satte mig udenfor for at vente. Efter nøje overvejelser var jeg kommer frem til at vente på at Miriam kom - Miriam gik jeg i skole med omkring 9. klasse, og vi fandt i løbet at sommerferien pludselig ud af at vi begge skulle gå her. Sammen bekæmpede vi en bunke nye mennesker, og gik i gang med at slæbe vores ting op på værelserne. Hun satte hendes forældre i sving og jeg rekruterede en hjælper i form af Danni. Så gik de næste par dage ellers med at få lidt kontrol over alle de ting og forsøge at skabe et hyggeligt sted man kan koble af (i skrivende stund, lørdag klokken 17.22 har jeg netop færdiggjort det projekt).
Ellers har introugen været et stort kaos. Et godt kaos, men kaos ikke desto mindre. Jeg ser lidt den der scene fra Madagaskar for mig, hvor de fire dyr er inde på banegården og alle bare farer forvirret og panikslagen rundt.
Det har været forskelligt for folk hvad der har været/kommer til at blive det hårdeste til at være her, "we all have our own demons to fight" som man siger. Jeg har kunnet forstå på mange at det hårdeste ved den her uge har været de enorme mængder af information vi har fået. Vi har lært om værdier, vision, mål, praktiske gøremål, lærernes initialer, spisetidspunkter, opvaskemaskiner, grønne kopper, hvide kopper, retningslinjer, rygestop kurser, valgfag, linjer, vejen til staionen og posthuset, kontorets åbningstider, hvordan man folder papkasser, hvad der skal ske til morgensang, hvordan man gør rent, hvor bønnerummet ligger og hvor støvsugerne findes, vejen til kirken, at fittness er sundt, at man skal have sko på i køkkenet og rydde op efter sig selv, vi har lært om Rebild Bakker og Rold Skov røverne, at Moddle og Noodle ikke er det samme, at Harvest kan betyder andet end høst, at man skal behandle hinanden pænt, at speeddating ikke nødvendigvis behøver ende ud med en masse dates og at det er en fordel at være ærlig overfor sin coach, at man ikke må efterlade sin bagage uden opsyn og at isne der sælges på havnen smager godt - og meget, meget mere.
Masser af information, der heldigvis var logisk i langt de fleste tilfælde :)
Dog må jeg nok indrømme at det der, for mig, har gjort at denne uge har føltes som 4, har været de mange nye mennesker man skulle forholde sig til og lære at kende. En 70-80 stykker er alligevel en slat. Jeg har sovet til middag som aldrig før (og med det mener jeg at jeg har sovet ligeså mange middagslure den sidste uge som mine sidste 17 år tilsammen...)
Det første dage var på ingen måde rare, og jeg sender min tak til gode folk der fik mig talt ud af diverse kriser - tilgengæld er det min store glæde at sige at hver dag bliver bedre! Det hjælper hvis man formår at huske det der som en klog mand sagde engang, men at hver dag har nok i sine egne problemer så man skal ikke bekymre sig for den næste - den kommer med sine helt af sig selv. Hvis man (ja det er så mig..) husker det, så er hver dag faktisk god. Hvis man (stadig mig..) derimod glemmer den detalje, se så ramler verden - for så begynder man (mig igen) at fundere over hvor galt det kan nå at gå i løbet af den næste uge, måned eller år. Så der er ikke andet at sige end: husk det!
Det er lige gået op for mig at jeg har skrevet noget der minder om en halv roman her, og det var egentligt ikke rigtig meningen - det er der jo aldrig nogen der får læst, men tilgengæld har jeg haft det hyggeligt med at skrive det :)
Nu vender vi snart blikket mod en "almindelig uge" hvor vi ligger ud med at skulle lære om "Læren og Biblen", så det skal nok blive interessant at se hvilke nye ting man kan få ud af det.
Og ikke at forglemme - så var jeg hjemme i Aa og være sammen med UngKirke til vores (ja, det er altså stadig "os"!) opstart igår aftes. Det var et brag af en fest og skønherligt og afslappende at være sammen med folk man kender igen. Noget siger mig at der kunne blive mange hjemture i løbet af i år - the best og both worlds, som man kan synge hvis man er til den slags ;-)
Yes - så adios herfra, jeg har hørt rygter om god mad og dessert i dag og det er vist lige op over :)
God weekend til jer allezusammen og pas godt på jer selv, hinanden, børnene, gnaverne, havet og alting :)
Abonner på:
Opslag (Atom)