4 flyttekasser, en sort sæk og en flok venner

Hej venner og andet godtfolk :)

Så lykkedes det at komme i tanke om at jeg gerne ville uploade et oplæg :)

Jeg kan virkelig ikke lide at flytte. Jeg er altid helt smadret og som regel ret ynkelig sidst på flytte-dagen - og flytningen tilbage på højskolen efter sommerferien var ingen undtagelse. Når jeg skal flytte bliver jeg pludselig meget afhængig af folk omkring mig, både til at få flyttet rent fysisk men endnu mere til at yde mig moralsk support. Når der så kommer en forbi med en cola eller for at hjælpe mig med at slæbe et par kasser så kommer der pludselig styrke. Jeg har ikke styrken, men andre har den og det er godt nok for mig.

Den her gang havde jeg dog kun 4 flyttekasser og en enkelt sort sæk, til gengæld var jeg træt inden jeg gik igang. Jeg havde også 3 venner der pludselig stod ved min side, jeg havde ikke spurgt dem, men inden jeg fik set mig om var de kravlet op på loftet og hjalp mig med at få flyttet mit grej. Mit imellem min træthed og kassen med de mange bøger måtte jeg bare stoppe op og være taknemmelig. Jeg behøvede ikke selv have styrken, for den var der nogle andre der havde.

Jeg læser om at vi skal bære hinandens byrder (Gal. 6:2) og tænker at det er så fremmed et koncept for os, det er som om vi har for travlt. Hvor tit prioriterer vi at bære en andens byrder i stedet for at se en film i fjernsynet? Hvornår har jeg sidst båret min genbos skrald ud eller stoppet op midt på stien for at snakke med en skolekammerat der ikke var helt på toppen?

Vi skal finde styrke hos Gud (Salme 46:2) og hos Ham finder vi ro og fred, møder den ultimative kærlighed og får kraft til at møde verden igen. Alligevel konstaterede Gud fra starten af at det ikke er godt for mennesket at være alene  og det på trods af at Adam teknisk set ikke var alene; han havde endnu ikke syndet og havde fællesskab med Gud (1. mos. 2:18).

Vi har alle brug for hinanden, vi har brug for at tillade at andre bliver vores styrke og at vi bliver deres. Og så har vi brug for at vise hinanden hen til Guds styrke.

"Far... Det er bare fordi..."

Jeg funderer over synd, dom, retfærdighed og nåde lige pt. og så skriver jeg lidt klummer indimellem - den her anekdote fortjener i midlertidig at blive offentliggjort i sin fulde længde, så det bliver den lige her :)

Jeg skal til at skrive en kliché og jeg ved det, men det er virkeligt for mig lige nu. Og i det mindste sparkede jeg ikke en bold og smadrede et vindue.

Da jeg havde haft mit kørekort i relativt kort tid var jeg på tur i mine forældres bil ind på mine søskendes skole for at hente en flok 2. klasses drenge hjem til fødselsdag. Dårligt var jeg bakket ud fra parkeringspladsen før to af drengene hylede op om at de havde været i et trafikuheld. Et trafikuheld vil jeg nu næppe kalde det, men jeg havde dog præsteret at bakke ind i en anden bil. Dog ikke hvilken som helst bil, nej mine forældres anden bil. Jeg forsikrede drengene at de ikke skulle dø idag og mens de højlydt gengav begivenheden for hinanden, parkerede jeg bilen igen og satte kursen mod skolen hvor min far formentligt var endnu. 

Jeg fandt ham omringet af resten af drengenes klassekammerater og mødte ham med et: “Far.... Det er bare fordi... Jeg har gjort noget imponerede. Jeg har præsteret at tage den ene bil og bakke ind i den anden med...” Som jeg husker det trak min far lidt på skuldrene, rystede på hovedet og spurgte om der var sket noget nævneværdigt med nogen af bilerne. “Drengene tror de har været i et trafikuheld..." ved denne bemærkning løb de resterende drenge ud til bilen for at få hele dramaet fra deres kammerater "men ellers ser der ikke ud til at være andet end en enkelt ridse på den ene bil og en løs baglygte på den anden.” jeg smilte et skævt smil og det samme gjorde min far - mens han rystede på hovedet og konkluderede at det da var “en imponerende bedrift”. Jeg måtte give ham ret og vi fulgtes ud til bilerne for at køre hjem og lære mig hvad man stillede op med en løs baglygte.

Det tog mig lidt tid at få drengene til at forstå de ikke havde været ved at dø (og man siger piger er dramatiske?) alt imens jeg endnu engang glædede mig over at have den far jeg har - selvom jeg aldrig har smadret et vindue med en bold (mest fordi jeg ikke tør sparke til en af frygten før at gøre præcis dette) så har han haft rigelige anledninger til at blive irriteret, kræve tilbagebetaling, sætte mig til at vaske op i en måned eller nægte at låne mig bilen igen. Men det har han aldrig gjort. Han trækker bare på skuldrene hjælper mig med at rette op på skaden og bærer over med mig endnu engang. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men indimellem strejfer tanken om at jeg har fortjent noget andet mig og jeg bliver taknemmelig.

Jeg tænker det er det samme med Gud - bare i endnu mere ekstrem grad. Han tilgiver altid og der er altid nåde over nåde. Uanset hvor totaltskadet jeg ville komme til at gøre bilen så er jeg ikke i tvivl om at min far ikke ville skælde ud og nægte mig at køre den anden bil (blive ærgerlig ville han dog med temmelig stor sandsynlighed blive) men tilgive alligevel. Jeg kan kun bede til at vi allesammen må have den samme oplevelse af, og tillid til Gud - at hans nåde altid slår til.

En dansker, en slovak og en inder...

Jeg er kommet igang med at skrive en hel masse klumme-agtige indlæg lige for tiden og her kan I lige få lov at få et af dem i relativ uredigeret tilstand :-)

Jeg sad den anden aften og så en film. I et selvskab udover det sædvanlige. Vi var fem mennesker til stede, jeg var den dansker der nød godt af fællesskab med en ester, en inder, en grønlænder og en slovak - vores syriske skolekammerat stødte til senere. Jeg følte mig meget international og nød de mange forskelligheder - udover en markant forskel i vores engelske accenter så er ting som humor og smagsløg på ingen måde ens. 

Som jeg sad der og egentligt brugte mere tid på at kigge rundt og smile i halv-mørket end jeg brugte på at se filmen gik det op for mig hvor meget gavn vi har af ikke at være  præfabrikerede og ens. Det hænder at samfundet gerne vil have os allesammen strømlinet og lige dygtige; helhedsskolen bliver af mange kritiseret for at være på forskellighedernes bekostning og for at reducere individerne til en ensartet masse med forskellige ansigter. 

Vi er i fare for selv at gøre samme det når vi sammenligner os. Jeg konstaterer at Abhishek fra Indiens sorte hårfarve er flottere end mine leverpostejsagtige strå, at Nina fra Grønland lykkedes langt bedre end mig når det handler om at vogte sin tunge og at slovakiske Raduz med opvækst i et katolsk land har en fordel når det kommer til forståelse af Jesu lidelse. 

Når jeg kigger ud af mit vindue lige nu har vi en grå og temmelig tåget masse, en jakke er at foretrække - vi skriver juli i kalenderen og om blot 1,5 uge vil en af Danmarks største kristne sommerlejre tage plads i selvsamme by som jeg nu befinder mig i. Hvordan mon vejret i er Roskilde?

Hvad har vejret med noget at gøre? Det skal jeg sige dig - det er en af de ting der viser at Gud ikke gør forskel på os. Han lader sin sol skinne til gavn for både de onde og de gode, og han lade det regne på både dem der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. (Mat. 5:45)

Guds nåde er ens for os alle - uanset om man kommer fra Indien eller Danmark, er glad eller trist, er morder eller driver nødhjælpsarbejde i Afrika. Når alt kommer til alt er det Guds standard der gør sig gældende, og så er ingen af os gode nok. Vi må måle os selv op af Gud og ikke op af hinanden. Så bliver forskellighed en styrke og svagheder en synliggørelse af vores behov for Guds nåde.

Radikalitet og Relevans

Hej folkens.

Eftersom en god del af jer har bidraget til mit spørgeskema og radikalitet og relevans i kristenlivet og gerne ønskede at få noget at vide om hvad jeg endte med, så har jeg valgt at smide den opgave op som jeg netop har afleveret om emnet :)

Fordi spørgeskemaundersøgelsen er anonym kan jeg ikke ligge den op i dens fulde længde, men der er uddrag derfra i opgaven.

Jeg håber I vil finde det ligeså interessant at læse som det har været for mig at skrive :)

INDLEDNING

Jeg har valgt at skrive min opgave i Teamwork II om radikalitet og relevans i kristenlivet og kirken idag. Jeg kommer først til at snakke ud fra Åbn. 3:15-16 med fokus på radikalitet, derefter ud fra 1. kor. 9:19-23 med fokus på relevans inden jeg til sidst vil debattere samspillet/spændingen mellem de to. 

Jeg kommer til at indrage svar fra en spørgeskemaundersøgelse jeg lavede og udbredte via. facebook. I løbet af 3 dage kom 42 besvarelser fra forskellige mennesker. Jeg synes spredningen er relativt god, idet det fremgår at både mænd og kvinder af forskellige aldre og forskellige kirkesamfund har svaret. Jeg vedlægger svarene som bilag 1 så det er muligt at finde uddragene i deres sammenhæng. Hvert uddrag er efterfuldt af en parentes med et nummer i, det samme nummer forekommer i bilaget.

RADIKALITET

“Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. ... Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!” Åbn. 3:15-16;19 (Autoriseret 1992)

Ovenstående er et uddrag fra brevet til Laodikea der er det 7. og sidste brev som Johannes skrev efter Jesu diktat (Åbn. 1:10-11 (Aut. 1992)) til de syv menigheder i Asien (Crossway 2008:2464). Her har Jesus et specifikt budsskab til hver af kirkerne, alle (pånær Smyrna og Philadelphia) får noget negativt at vide og alle (pånær Sardis og Laodikea) får noget positivt at vide.

Laodikea var en menighed der lå et sted med mudret vand der ikke kunne drikkes. J.F. Walvoord fortæller os at de derfor fik vand gennem rør fra en nærliggende by, men når det ellers kolde vand endelig nåede Laodikea var det blevet lunket og måtte koges og afkøles før det kunne drikkes (Walvoord 1985:Re 3:15-16). Når der derfor skrives at han vil udspy de lunke af sin mund, så var det noget Laodikea-folkene kunne forholde sig til. Vand der var lunket var ikke noget man drak. Udover at indebære en relativ stor sygdomsfare så smagte det på ingen måde godt. Det er lidt ligesom kaffe. Hvis man er tilhænger af den slags, så drikker man hjertens gerne en varm kop - specielt på kolde dage. Hvis vejret er varmere så udbryder man, som en af mine venner gjorde det igår: “Vi skal have noget vaniljeis så vi kan lave is-kaffe!”. Kaffe er godt både koldt og varmt, men lunken? Lunken kaffe er bare ikke noget man drikker hvis man vil nyde smagen.

Jeg har hørt en god slat prædikener/undervisninger om brevet til Laudikea i mit relativt korte liv. De har allesammen været baseret på at det at være “kold” referer til frafaldenhed/bevidst afstandstagen til Gud og det at være varm refererede til at være “i brand” for Jesus, at gå helhjertet ind for ens tro. Det at være lunken blev tolket som at man ikke rigtig tog nogen holdning til hvor man stod, hvis man mente at kulturkristendom var “godt nok” og at man kunne leve et om fredagen og noget andet om søndagen. W. W. Wiersbe er også enig i dette syn i hans bibelkommentar når han skriver: “In the Christian life, there are three “spiritual temperatures”: a burning heart, on fire for God (Luke 24:32), a cold heart (Matt. 24:12), and a lukewarm heart (Rev. 3:16). The lukewarm Christian is comfortable, complacent, and does not realize his need. If he were cold, at least he would feel it!” (Wiersbe 1996:Re 3:14)

Min mini-spørgeundersøgelse kunne også godt tyde på at det er et meget generelt syn. Flere skriver ting som: “det at følge Jesus med et halvt hjerte er værre end at være helt kold.” (#8), “lunken i denne forbindelse vil jeg mene, betyder at man veksler fra kold til varm. Ved at stå ved det hele den ene dag og den næste kun stå ved noget af det.” (#19) og “En lunken kristen, eller en lunken menighed er der ikke meget håb for, idet man er tilfreds og ikke ser noget behov for forandring.” (#25)

En person har dog en noget andet, og yderst interessant holdning til det. Han skriver: “Jeg undrede mig i mange år over hvorfor det ville være bedre at være kold end at være lunken. Jeg har ofte hørt den udlægning at der er mere håb for den der klart afviser Kristus, fordi vedkommende i det mindste er ærlig. Men en anden (og måske bedre) tolkning er at "kold" ikke betyder "afvisende", men at både varm og kold hentyder til Åndens livgivende gerning. Såvel koldt vand som varmt vand er jo livgivende, hvorimod lunkent vand ikke kan bruges til ret meget.” (#27)

Da jeg læste ovenstående respons gik jeg helt amok med min gule overstregningstucsh, for jeg tror han har fat i en pointe. Måske handler lunkenhed faktisk om ikke at være brugbar, ikke at være relevant. Vi kommer til at vende tilbage til dette når vi diskuterer samspillet mellem radikalitet og relevans, men først skal vi tage et kig på 1. korintherbrev og relevans.

RELEVANS

Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det. 1. Kor. 9:19-23 (Autoriseret 1992)

I starten af det her skoleår kom ovenstående skriftsted op i en samtale og jeg udbrød “Jeg ved bare ikke om der er lidt for meget kamæleon over Paulus her!”. Bibelkommentarerne giver mig dog ikke ret, flere af dem vælger faktisk at bruge ordvalget “Paulus var ikke som en kamæleon” (Cabal 2007:1721). Det smilte jeg af. De ligger ofte vægt på at Paulus ikke overtrådte loven, men at han tilpassede sig forskellige menneskers levevis. Som Matthew Henry skriver: “He would not sin against God to save the soul of his neighbour, but he would very cheerfully and readily deny himself. The rights of God he could not give up, but he might resign his own, and he very often did so for the good of others.” (Henry 1994:1 Co 9:19-23)

Paulus var godt klar over at de forskellige forordninger og ritualer som hhv. Jøderne og hedningerne havde ikke var af nogen betydning. Han fulgte dem når det kunne øge jødernes forståelse og modtagelighed for hans budskab og levede og demonstrerede at de ikke bandt ham når han prædikede for hedningerne. L.O. Richars udspecificerer dette i sin bibelkommentar til verset: “He gives up things that are not important to relate better to those who need his ministry. This is not “compromise,” rather evidence of a deep love for others that puts their well-being first.” (Richards 1991:765)

Noget kunne altså tyde på at Paulus var relevant - han tilpassede ikke budskabet, men formen, til dem der var omkring ham. Men hvad er relevans egentligt? Og hvor relevant at kirken i Danmark? I mini-spørgeundersøgelsen var der mange bud;

“Overordnet er der for lidt relevans. Vi er ikke der hvor mennesker behøver os. Vi sidder i vores fine kirker og venter på de kigger indenfor” (#19), “Vi når ikke kulturen, vi er kiksede og lægger skjul på de fantastisk sandheder.” (#20), “Hvis en kirke er radikal på bibelsk vis er den relevant og rummelig...” (#23).

En af de mest iøjnefaldende kommentarer ift. dette handler om Matt. 25. Den spurgte skriver: “Når man læser dette (Matt. 25), ja så kan man spørge sig selv om man kommer i himlen hvis ikke man er relevant for samfundet.”

Lad os lige tage et hurtigt kig på Matt. 25:41-46.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« (Autoriseret 1992)

Jeg er tilbøjelig til at give svareren ret her. Noget kunne tyde på at hvis ikke vi giver mad til den sulte og besøger den syge, så skal vi gå bort til evig straf. Og er det ikke netop at være relevante når vi giver mad til den sulte og tøj til den nøgne? Max Lucado har et kapitel i sin påskebog “Da Englene Tav” hvor han skriver om verdensdommen. Her skriver han: “Hvis du vil se Jesus, så tag ind i den indre by og uddel mad - ikke prædikener, men mad - til posedamen, som bor under broen.”(Lucado 2006:162)

Lucados’ holdning står på en måde i stærk kontrast til nogle af svarene i spørgeundersøgelsen. Her skriver flere at de mener at kirkens relevans består i at evangeliets sandhed altid er det (#4, #6, #9 mf.). En beskriver meget godt manges holdning: “Jeg mener at kirken er meget relevant. Det er hovedsagligt der budskabet om Jesus kommer ud, hvilket efter min mening altid vil være relevant.” (#12).

Måske har begge parter faktisk ret - måske er evangeliet netop at vi er som Jesus, at vi er relevante for mennesker og afhjælper deres behov, samtidig med at vi er radikale og holder fast i vores overbevisning om Jesus Kristus som Herre og Frelser. “Han (Jesus) var 100% rummende - “heller ikke jeg fordømmer dig” (og) 100% radikal - “gå og synd fra nu af ikke mere””, skriver en som svar til om Jesus var mest radikal eller rummende (#19).

BALANCEN MELLEM RADIKALITET OG RELEVANS

I mit spørgeskema havde jeg et spørgsmål der lød “Hvad mener du vil være en optimal balance mellem radikalitet og relevans/rummelighed?” - svarene varierede her utroligt meget, det korteste af dem lød på ét enkelt ord: “Jesus” (#17). Jeg stoppede lige et øjeblik  ved det - om ikke andet så fordi det var midt imellem svar på mange forvirrende linjer. Han har jo ret, omend svaret er kortfattet. Jesus var det perfekte mix - og hvis vi stræber efter at blive mere og mere som Jesus, så tror jeg også vi kommer tættere og tættere på den rigtige balance mellem de to ting. 

I høj grad tror jeg det handler om at, som Paulus, være i stand til at tilpasse formen og samtidig fastholde budskabet. Mange skriver i undersøgelsen at radikalitet, relevans og rummelighed hænger sammen. F.eks. skriver en “Jeg vil jo sige at du gennem din radikalitet ser Guds kald over hans folk til at være rummende overfor folk...” (#18) en anden skriver “Radikalitet er ikke rummelighedens modstykke, men snarere den mur rummeligheden skal bygges på” (#19). Jeg tror der er stor sandhed i begge dele.

Lad os afslutningsvis gå tilbage til det lunkne vand i Laodikea. Lunkent vand er ikke brugbart, det er ikke relevant - selvom vand er noget godt, så er det lunkne ikke brugbart i nogen kontekst (Bortset fra til at opløse gær i - og det gjorde det ikke på Laodikeas tid.) hvis det er lunkent så er det ikke relevant for nogen. Måske handler radikalitet så, som  tidligere nævnt, netop om relevans. Hvis lunkenhed ikke er relevant - men koldt og varmt vand er det, er vi måske i virkeligheden allermest radikale når vi er relevante og allermest relevante når vi er radikale. Måske er de to ting ikke sådan lige at skille ad.

KONKLUSION

Som kristne er vi kaldet til først og fremmet at ligne Jesus (1. Joh. 2:6 (Autoriseret 1992)). Jesus var både radikal og relevant, jeg tror Han var begge dele 100% - ligesom Han var 100 % menneske og 100 % Gud. Jesus elskede mennesker og så holdt Han fast i sit forhold til Gud Faderen og ønskede at gøre Hans vilje (Joh. 4:34 (Autoriseret 1992)). Han gav ikke køb på sandheden - på radikaliteten - i Hans rummelighed af mennesker - i Hans relevans. 

Jeg tror radikalitet og relevans hænger uløseligt sammen, at det er i en kombination af begge dele at vi finder Jesus og derfor også der vi selv skal stræbe efter at være. Jeg tror  dog også at både radikalitet og relevans må være drevet af det rigtige, må være drevet af kærlighed - kærlighed til mennesker og til Gud. Hvis vi er radikale uden at have kærlighed så er der stor fare for at vi ender som fundamentalister der ofrer alt og alle for “sagen”. Er vi derimod relevante uden kærlighed så er der en tilsvarende fare for at vi ender med at give køb på sandheden og vores forhold til Gud for at være så relevante så mulige.

Det har været spænende at skrive opgaven her, det var svært at få startet på den, men da jeg først kom igang kunne jeg hurtigt se at et spørgeskema kunne blive interessant - det har det virkelig også været. Jeg må have mig nogle ret begavede og indsigtsfulde venner, der var rigtig mange gode pointer som jeg i høj grad har draget nytte af. Spændingsfeltet mellem relevante og radikale kirker er noget der har optaget mig gennem længere tid og derfor har jeg også haft en stor personlig interesse i at at dykke sådan ned i emnet. 

Miraklerne som ingen andre end du selv ser...

Kender du det?
Den der følelse af at man er vidne til et vaskeægte mirakel. At man faktisk lever i et - og at ingen andre er klar over det.
Måske befinder du dig slet ikke i en verden hvor du rent faktisk vil bruge ordet mirakler om noget som helst, men jeg finder det bare det eneste der beskriver nogle oplevelser rigtigt.
Jeg tror jeg er ved at blive reflektiv på mine gamle dage - ellers er de bare de 400 km i bil i det smukke, stille, Nordjyske landskab disse sidste par dage der gør det, for jeg kom til at tænke.
Egentligt var det nok den anden dag lavinen startede, jeg tog pludselig mig selv i at samle min bibel op fra min radiator (ja, det er faktisk der den bor) og læse i den - bare fordi jeg havde lyst. Jeg har læst i den så godt som hver dag siden sommer, ikke fordi jeg skulle men fordi jeg havde et mål om at få den læst fra ende til anden det her år. Jeg læste fordi jeg ville, ikke fordi jeg havde lyst.
Lige indtil den anden dag.
For nogen af jer virker det underligt, for nogen som en bagatel og for andre helt normalt.
For mig var det et mirakel - og et stort et af slagsen. Og så var det som om da jeg først fik øje på et af dem, så sprang de op over det hele - nogle af dem så "banale" som at jeg rent faktisk ejer et par shorts, har jævnaldrende veninder jeg er glade for og at jeg er i stand til at se en video om gadeevangelisation, andre er dem er at lidt større format - eller er de? Når jeg sidder og tænker over det, så overvejer jeg at de faktisk allesammen nok vil falde i "banal"-kategorien - i hvert fald for alle andre end mig.

Der er nok noget om det, mirakler er oftest størst for dem der oplever dem - sikkert fordi der foregår så meget mere inde i skallen på os end vi formidler videre til folk. Jeg googlede et ord for det den anden dag da min veninde sat midt i hendes dansk-lærereksamen, men jeg kan selvfølgelig ikke huske det nu. Anyways, man kan aldrig helt forstå hvor stor en glæde er for andre, det hænger vel sammen med at man heller ikke helt kan forstå hvor store deres sorger og udfordringer er.
Men her i mit lille, stille sind, der er min liste over hverdags mirkaler - store som små - efterhånden ret lang, og der er i hvert fald grund til taknemmelighed! Og så skader det jo intet at jeg er ved at have overstået en uge med intet mindre end 6 eksaminer og lige i dag har været ude og løbe (ja, løbe...) i vandkanten i Vesterhavet! :)

Jeg håber vi må blive bedre til at opdage miraklerne i vores hverdag - og fæste øjnene på skaberen bag dem! Og måske endda blive gode til at dele vores mirakler med andre. Selvom de ikke fuldt ud forstår dem, så har de fleste det med at blive glade på ens vegne :)

Men jeg ser Jesus.

Da jeg for sådan lige knap et år siden sad og lavede lister med for og imod højskole (man er vel logisk, rationel og linær... til tider... :)) var google også min bedste ven - det var dog lige ved at gå galt med vores forhold da den gang på gang nægtede at fremkalde blogs om højskolelivet. Nogen steder.
Nu ved jeg at den hypotese jeg lavede den gang, holder stik: man har for travlt.

Sjovt nok. For man laver ikke noget. Og så alligevel. Men det er en hel anden snak.

Det jeg bare gerne vil sige er at jeg godt er klar over at det er utroligt lang tid siden jeg sidst skrev noget  og nu sad jeg og kom i tanke om at jeg tidligere har efterladt jer med en løs ende...

Heeelt tilbage i november fandt følgende vej gennem skærmen fra mig til jer:

BeLong - BeLong er vores små-fællesskaber i det store, vi har udfordringen fornøjelsen  af at være de første vi ser hver morgen, når vi klokken 7.15 mødes for at holde en kort andagt og be' sammen inden vi spiser morgenmaden og hælder kaffe ned i voldsomme mængder, mens der falder en enkelt kommentar hist og her om havregrødens konsistens får dagens første dybe samtaler. Måske er der en der undrer sig over hvor nogle af gruppens medlemmer er henne, og i så fald må disse vækkes lokaliseres, så vagtlæreren kan lave mandtal med succes. Ellers går det meste af den halve time det tager os at vågne nok, til at vi gider rejse os igen, med at svare på spørgsmål som gruppens eneste morgenfriske person fyrer af i en uendelighed, samt at bladre gennem random, meningsløse billeder på 9GAG forskellige bibel citater. Så med den start på 5 ud af ugens 7 dage, er vi dømt til enten at blive hinandens værste fjender eller bedste reserve familie - only time will show.
Udover at have den yderst spænende oplevelse fornøjelse  hver morgen, så skal vi også trækkes med hinanden er vi også velsignet med  hver torsdag eftermiddag, hvor  diktatur for alvor træder i kraft, og vores program fastlægges af gruppelederne vi i fællesskab bliver enige om hvad vi gerne vil hygge med. Mange fordriver tiden med at spille rundbold og drikke kaffe - men ikke os! nej, for vi er skam den seriøse gruppe! :) Eller i hvert fald får vi os nogle gode snakke - mens vi drikker kaffe eller går en tur i skoven. Og jer der kender mig bare en smule, ved at jeg ikke kunne ønske mig mere - GO gruppe!

Man kan med rette sige at denne omtalte BeLong gruppe fylder utroligt meget i min hverdag på Højskolen. Mere end jeg nok kunne have forestillet mig.
Mine facebook venner kan vidne om dette - et bjerg af billeder, glade opmuntringer og hyggelige hilsner med ordet "BeLong" udgør en stor del af de opdateringer der kommer fra mig.
Og Facebook er faktisk meget repræsentativt for livet på det punkt.

Holdt det så stik? Hvad skete der med BeLong? Blev vi hinandens værste fjender eller bedste reserve familie?

Langt det meste holder stadig stik - Rikke er stadig den mest morgenfriske, men vi har efterhånden lært at svare hende i venlige tonefald og når til tider også dertil hvor vi fører længere samtaler med vores allesammens "SunShine" selvom klokken er tidligt. Vi mangler stadig jævnligt et par af gruppens medlemmer, men er nu stoppet med at undre os og går i stedet over og banker på døren og får dem banket op til dåd (efter vi er færdige med at spise, naturligvis). 9GAG billederne er faded lidt ud, men iPad og iPhones bliver stadig brugt af en god del af os, og det hænder ofte vi ser en eller anden underholdende YouTube video eller får en uofficiel nyhedsupdate.
Torsdage eftermiddag er blevet mindre seriøse - og så alligevel. Det hænder at snakken går så godt at programmet nødvendigvis må aflyses... Og så sker det selvfølgelig også at det eneste vi bare har brug for er at have det hyggeligt, kravle på en forhindringsbane og spise is mens vi griner over diverse lamme punch-lines som Jonas kan få fyret af.

Så sent som igår fandt jeg mig selv siddende temmelig centralt placeret og snik-snakke med et af de kære Belong-medlemmer til alt for sent. Diverse øvrige Belong-medlemmer rendte forbi mig og vi udvekslede godnatter og knus undervejs.
Og så var det vi sad og kom til at snakke om at vi er virkelig blevet hinandens familie.

Jeg ved det lyder cheeky og spøjst og happy-clappy og alt det der. Det er ikke det der ligger i det. Vi kom bare til at sidde og snakke om at hvis alle fællesskaber havde den familie-følelse som vi oplever at have ift. hinanden så ville verden se anderledes ud.

Det er en speciel oplevelse faktisk - der er bare noget utroligt velsignende i det. Det er fællesskab på den vilde måde. Om det drejer sig om at oplyse hinanden når havregrøden har en uheldig dag, trøste spise kage sammen når livet er trist - eller godt, komme ned til balloner over det hele på ens fødselsdag - eller blive fejret når man fylder 19 3/4. Om det er sammen at blive enige om at trodse de æstetisk-glade lærer og i fællesskab producere verdens grimmeste guirlande eller om det handler om at udfordre nabo-belonggruppen i Lasergame. Om det er at få et knus når en eller anden går forbi og kan se man har en dårlig dag, eller blot at vide at der bliver bedt for en i ens fravær. Om det handler om at have nogen der skriver og spørger hvad lægen sagde eller banker på med en pose chips og et smil, om at nogen forstår ens jokes eller at være de 7 mennesker der pludselig har et latteranfald i udbrud klokken 7.23. Om det handler om at få blomster en tilfældig morgen, eller blive mødt af en bøtte is når man kommer hjem efter en lang dag. Så ved vi, vi har hinanden.
Eller det håber jeg - jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er til gengæld ikke et øjeblik i tvivl om hvor jeg har min Belong-klan henne.

Jeg tænker på Jesus når han siger at man skal kende os på vores indbyrdes kærlighed (Joh. 13:35). Jeg ved ikke hvad andre ser men jeg ser Jesus. Lige her. Lige midt i mellem en halv-spist portion havregryn og et telefon opkald til et sovende medlem. Lige midt i, ved den kop kaffe der aldrig blev drukket fordi en slukøret person kom forbi og havde brug for en at følges med ud i verden. Lige der.

Jeg ved ikke hvad andre ser.
Men jeg ser Jesus.

Og det er jeg utrolig taknemmelig for!

Meningløst, alt er meningsløst!

”Meningsløst – alt er meningsløst!” Hvis du nogensinde har udbrudt noget i stil med dette, så kunne dig og Prædikeren nok været blevet ganske gode venner. 34 gange på de 12 kapitler benytter han sig af dette ord, hvilket jo må siges at være temmelig ofte. Det er mit indtryk at Prædikeren er kendt i mange kristne kredse, som en eller anden maniodepressiv gut som ingen helt forstår og hvis ord man ikke skal tage så tungt. Jeg spurgte på et tidspunkt en af mine præster om et eller andet i Prædikerens bog jeg ikke helt kunne finde ud af hvordan jeg skulle forholde mig til, jeg fik noget i stil med ”Jamen, Prædikeren han var en gammel melankolsk, bitter mand – jeg tror ikke man skal tage det han siger så tungt”.
Faktisk har jeg temmelig svært ved at forlige mig med den holdning, fordi Prædikerens bog er en del af Biblen og jeg tror på at hele Biblen er Gudsinspireret – derfor må den være der af en årsag, men nok også fordi jeg kan identificere mig selv rigtig godt med Prædikerens bog, personligt er det nok den del af Bibelen der har talt mest til mig de sidste mange år.

En teolog ved navn L. Richards (Richards, 1987) sætter ganske godt ord på mine egne tanker omkring Prædikerens bog i hans Bibel kommentar hvor han snakker om at den er så værdifuld for os. Forfatteren, en intellektuel mand, deler sine erfaringer med os. Nogle erfaringer han har, fordi han kastede sig ud i at finde livets mening væk fra Gud. Derfor er bogen, iflg. Richards så værdifuld – fordi den, hvor mange andre bøger i Bibelen viser at livets mening findes i Gud, viser at livets mening ikke findes andre steder.

Hvad angår forfatteren til Prædikerens bog, så er det rimelig udbredt at antage at det er Kong Davids søn, Kong Salomon, der har skrevet den på sine gamle dage. Det skyldes bl.a., som en gut ved navn Walvoord udpeger, at han introducerer sig selv som ”søn af David og konge i Jerusalem” (kap. 1:1), han fortæller også at han var mere viis end nogen andre i Israel før ham (kap. 1:16) og så har han et længere afsnit i kapitel 2:4-9 hvor han beretter om sine bedrifter, som stemmer godt overens med det man kender til Salomon. (at., 1985) Indtil oplysningstiden i det 17. århundrede var Salomons forfatterskab ikke noget man rigtigt stillede spørgsmålstegn til, men efterhånden som man blev mere oplyste (haha) så begyndte flere fremtrædende teologer (at., 1985) at fundere over hvorvidt sprogbrugen i Prædikerens bog rent faktisk stemte overens med den måde man skrev, og talte, på da Salomon levede i det 10. århundrede f.kr.. De seneste år er man dog begyndt at stille spørgsmålstegn ved sprogbruget igen, og der er atter blevet temmelig stor enighed omkring Salomon som forfatter til bogen. Det er et konklusionsløst spørgsmål, fordi at alting peger på at Salomon var forfatteren – han har bare lige forsømt at skrive at det var ham.

Når man for første gang slår op i Prædikerens bog (og læser den), så kan man godt blive lettere forvirret og tænke at der ikke er nogen som helst sammenhæng i bogen, og det bare er nogle forskellige tanker Salomon har nedskrevet uden nogen større mening. Det ville være utroligt underligt, synes jeg, eftersom han var den viiseste person som nogensinde har levet (1. Kong. 3:12) – selvfølgelig kan der jo være den mulighed at han er så viis at vi andre ikke forstår hvor han vil hen… Der er dog en mere nærliggende mulighed – at vi, som vesterlændinge, kigger efter en lineær orden når vi læser. Det var bare ikke lige helt sådan man skrev i Mellemøsten for tusinder af år siden, der tænkte man mere i ”spiraler” om man så kan sige. Tommy Nelson begynder sin bog ”A Life Well Lived” (Nelson, 2005) med en outline af Prædikerens bog, sådan som han ser det – for det er nemlig meget sådan det er med inddelinger, det er teologerne og læsernes skøn mere end noget andet. Når det kommer til Prædikerens bog er der da heller ikke rigtig nogen der er enige om inddelingen, så lad os bare tage et kig på Tommy Nelsons, det er en af dem der er lettest forståelige.

Kapitel 1 og 2 – En kritik af livet
Her kommer Salomon ind på at alt er meningsløst (1:1-11), at hverken intellektualitet, hedonisme eller materialisme giver livet mening (1:12-2:11), at selvom det er bedre at være viis end at være dum, så dør vi alle (2:12-16), at Prædikeren pga. førnævnte ting mister alt håb og kommer til konklusionen at væk fra Gud, kan der ikke være liv. Mennesket selv kan ikke finde mening (2:24-26)

Kapitel 3:1-15 – A kritik af troen og livet med Gud
Salomon vender sig nu mere mod de troende, han kommer ind på at Gud ordinerer både smerte og nydelse (3:1-11) og derfor så skal vi nyde øjeblikket lige nu (3:12-15)

Kapitel 3:16-4:16 – Konflikterne ved at tro
Nu begynder Salomon for alvor at røre ved nogle af de mere tabubelagte emner indenfor mange kristne kredse i det han tager fat i de konflikter vi støder i som troende. De ting der virkelig kan gøre det udfordrende at tro på Gud og hans godhed. Salomon nævner ulighed – at gode ting sker for onde mennesker og omvendt(3:16-22), undertrykkelse (4:1-3), rivalisering (4:4-6), materialisme [den hverdagsdanske bibel fokuserer her mere på den ensomhed som materialisme skaber] (4:7-12) og berømmelse (4:13-16).

Kapitel 4:17-5:7 – Vær forsigtig med ikke at have respekt for Gud
Interessant nok, efter at have brugt det sidste halvandet kapitel på at udpege ”meningsløse” ting som Gud er årsag til, så understreger Salomon at man skal have ærefrygt for Gud. Man skal passe på med hvordan man henvender sig til, taler til og ”forhandler med” vores mystiske Gud. [Her er det vigtigt vi lige husker på at Prædikerens bog er en del af gamle testemente og at Salomon levede før Jesus kom og forsonede os med Gud].

Kapitel 5:8-7:29 – Ha’ det korrekte perspektiv
Salomon begynder efterhånden at lyde mere og mere som Paulus, han vender og drejer tingene i et forsøg på at få os til at se dem fra den lyse side af. Han tager tre ting op her; rigdom (5:8-6:12): lad dig ikke snyde når de onde bliver rige – rigdom er ikke tilfredsstillende. Modgang (7:1-14): hårde tider er ikke dårlige; de former os. Dig selv (7:15-29); vær ydmyg, du kan umuligt vide alting.

Kapitel 8:1-12:24 – Vær fyldt af mod her i livet
Vi begynder at få en hel del at høre omkring mod, Salomon snakker om at selvom der sker alle de her meningsløse og hårde ting i livet, så skal vi stadig møde det med oprejst pande. Han nævner specielt mod i tre sammenhænge; ift. at gøre det rigtige, selv uden belønning (8:1-10:20), ift. at leve, selvom vi ikke har alting under kontrol (11:1-6) og ift. at nyde livet selvom døden kommer (11:7-12:8)

Kapitel 12:9-14 – Et statement fra en troende
Her afsluttet Salomon ganske enkelt hele gildet ved at fortælle os at vi skal have ærefrygt for Gud og adlyde ham – at Gud har åbenbaret sig selv gennem sit ord.

Selvom, eller måske netop fordi, man let kan få en tendens til at opfatte prædikerens bog som værende melankolsk og deprimerende – meningsløs, så er det alligevel et af de steder i Bibelen hvor vi bliver allermest opfordret til at nyde livet. Jøderne læser altid Prædikernes bog under Løvfesten – en glædelig højtid de har om efteråret hvor de fejrer høsten. Vi, som kristne, kunne muligvis finde det her meget underligt – hvad glædeligt er der ved at alt er meningsløst? Men de kunne næppe læse noget der passede bedre – om og om igen gentager Salomon at det bedste vi kan gøre er at spise og drikke. (Wiersbe, 1996)Det er iøjnefaldende når han nu synes alting er så meningsløst, at en så simpel ting som det er spise og drikke kan give mening for ham i kapitel 2:24 (Winter, 2005⁾, måske kunne det have noget at gøre med at det også er her han begynder at se Gud som en der kan spille en rolle ift. livets mening. Selvom han nævner Gud allerede i kapitel 1 vers 13, så er det først nu han rent faktisk overvejer at vi har fået en gave (hint: livet) fra Gud og at hvad vi stiller op med den gave vi har fået af Gud, kunne have noget at gøre med livets mening. Det er som om Prædikeren lige tillader både ham og os, et lille lysglimt inden han fortsætter med at snakke om ting der ikke giver mening. Men maden vender han tilbage med, jeg tror han var glad for mad!

Konklusion

Jeg synes Prædikerens bog er super interessant, og det er noget jeg kunne snakke i meget lang tid om – hvilket jeg også glædeligt gør, når min lillebror aka. ”Kohelet Klit” kigger forbi. Vi deler i hvert fald en hvis begejstring for Prædikerens bog, og nyder godt af det den har at sige om livet, mening og Gud. Salomon sætter unægtelig tingene i et noget andet lys end mange kristne – og mange bøger i Bibelen. Det én gang skaber stof til eftertanke og er utroligt befriende. Prædikerens bog er helt klart en jeg bliver ved med at læse på dårlige dage, jeg identificere mig godt med det han skriver – og det er jo som bekendt altid rart at føle sig forstået. Den hjælper mig til at huske på at det ikke nytter noget at prøve at finde livet mening ”under solen”. Man må videre og finde den i Gud.