"Far... Det er bare fordi..."

Jeg funderer over synd, dom, retfærdighed og nåde lige pt. og så skriver jeg lidt klummer indimellem - den her anekdote fortjener i midlertidig at blive offentliggjort i sin fulde længde, så det bliver den lige her :)

Jeg skal til at skrive en kliché og jeg ved det, men det er virkeligt for mig lige nu. Og i det mindste sparkede jeg ikke en bold og smadrede et vindue.

Da jeg havde haft mit kørekort i relativt kort tid var jeg på tur i mine forældres bil ind på mine søskendes skole for at hente en flok 2. klasses drenge hjem til fødselsdag. Dårligt var jeg bakket ud fra parkeringspladsen før to af drengene hylede op om at de havde været i et trafikuheld. Et trafikuheld vil jeg nu næppe kalde det, men jeg havde dog præsteret at bakke ind i en anden bil. Dog ikke hvilken som helst bil, nej mine forældres anden bil. Jeg forsikrede drengene at de ikke skulle dø idag og mens de højlydt gengav begivenheden for hinanden, parkerede jeg bilen igen og satte kursen mod skolen hvor min far formentligt var endnu. 

Jeg fandt ham omringet af resten af drengenes klassekammerater og mødte ham med et: “Far.... Det er bare fordi... Jeg har gjort noget imponerede. Jeg har præsteret at tage den ene bil og bakke ind i den anden med...” Som jeg husker det trak min far lidt på skuldrene, rystede på hovedet og spurgte om der var sket noget nævneværdigt med nogen af bilerne. “Drengene tror de har været i et trafikuheld..." ved denne bemærkning løb de resterende drenge ud til bilen for at få hele dramaet fra deres kammerater "men ellers ser der ikke ud til at være andet end en enkelt ridse på den ene bil og en løs baglygte på den anden.” jeg smilte et skævt smil og det samme gjorde min far - mens han rystede på hovedet og konkluderede at det da var “en imponerende bedrift”. Jeg måtte give ham ret og vi fulgtes ud til bilerne for at køre hjem og lære mig hvad man stillede op med en løs baglygte.

Det tog mig lidt tid at få drengene til at forstå de ikke havde været ved at dø (og man siger piger er dramatiske?) alt imens jeg endnu engang glædede mig over at have den far jeg har - selvom jeg aldrig har smadret et vindue med en bold (mest fordi jeg ikke tør sparke til en af frygten før at gøre præcis dette) så har han haft rigelige anledninger til at blive irriteret, kræve tilbagebetaling, sætte mig til at vaske op i en måned eller nægte at låne mig bilen igen. Men det har han aldrig gjort. Han trækker bare på skuldrene hjælper mig med at rette op på skaden og bærer over med mig endnu engang. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men indimellem strejfer tanken om at jeg har fortjent noget andet mig og jeg bliver taknemmelig.

Jeg tænker det er det samme med Gud - bare i endnu mere ekstrem grad. Han tilgiver altid og der er altid nåde over nåde. Uanset hvor totaltskadet jeg ville komme til at gøre bilen så er jeg ikke i tvivl om at min far ikke ville skælde ud og nægte mig at køre den anden bil (blive ærgerlig ville han dog med temmelig stor sandsynlighed blive) men tilgive alligevel. Jeg kan kun bede til at vi allesammen må have den samme oplevelse af, og tillid til Gud - at hans nåde altid slår til.