Højskole ABC'en - del 2

Halløj der!

Vi har nu mandag og jeg starter med at forfatte anden del af ABC-føljetonen - så må vi se hvornår jeg får det smidt op så eder kan læse det :) (ja, jeg er vist lidt i fjollehumør lige nu (vi skal have noget opvejning her i livet!) - godt jeg snart skal se en fjollefilmså :))

Hvis jeg kan alfabetet rigtigt (synger lige sangen...) så er vi kommet til I - so here goes:

Intetanende - Intetanende var hvad, tror jeg, langt de fleste af os elever var om hvad vi ville blive udsat for få muligheden for på dette sted. Jeg drog herhen med visse anelser om at indlede nogle hårde processer dette år - man må sige at mine anelser til fulde blev mødt. Så tænker jeg blot på de mennesker der er kommet hertil uden at have disse hersens anelser - hvilken mur har de ramt første gang deres coach kunne sætte en stjerne på excelarket (se under C, hvis du er lost her). For min egen del kan jeg kun sige at jeg, udover at blive ramt af de ting jeg havde forventet ville møde mig, også fik en ordentlig ekstra omgang frustration i hatten ekstra mulighed for at vokse og lære mig selv bedre at kende. So.... Intetanende - det er os! Og det indstiller vi os så på at blive ved med at være ;-)¨

Jul - Jul man! JUL :D Og mere er der så ikke at sige om den sag! Primært fordi vi ikke engang er ude af september endnu.. Når det så er sagt, så er ordet "jul" alligevel et jeg hører relativt ofte her.. Folk tællere allerede ned (og jeg fandt den første julestjerne i midten af oktober - samtidig med halloween græskarne!),

og jeg har alle intentioner om at sørge for vi får holdt en kæmpemæssige jule-kage-bage-klippe-klistre-(ikke nødvendigvis samme sted)-dag når vi nærmer os december! Og naturligvis skal der også højtlæsning at "Juleevangeliet anno 2012" (Skrevet af familiens sande forfatter, Camomilla :)) til før det rigtig bliver jul. Her er i sandhed noget at se frem til :D

Kaffe - Ja, hvad kan man sige? Jeg drikker ikke kaffe, men jeg har fået æren fuldtidsjobbet af at fylde maskinerne op hver dag. Og tro mig, det er nødvendigt! Der ryger ca. en 5-6 poser om dagen. Det er slet heller ikke til debat om der kan skæres ned på forbruget, tro mig! Jeg har set nogle af de her mennesker kl. 7 om morgenen - og de burde IKKE få lov at rende rundt uden opsyn uden kaffe... Just sayin'. Så alt dette for at sige: Kaffe og højskole går hånd i hånd, det omhandler i sandhed artens overlevelse!

[Uh ja... Nu kan jeg se jeg har startet indlægget med at skrive at det er mandag - nu er det lørdag, men det er en del uger siden det var DEN mandag... Upsi...]

Liv - Ja, liv er der i hvert fald - nogle gange er der liv og glade dage, andre gange (læs: til morgenmaden klokken 7.15) er det lige alt det vi kan leve op til ordet liv. Liv er jo mange ting [note to self: afbryd din filosofiske tankerække inden det her ender helt galt] - en anden ting der lige falder mig ind når jeg siger "Liv" er at dele liv, det er min oplevelse (illusion?) at det er noget af det vi gør ret meget i her på skolen, deler op og nedture med hinanden og i det hele taget nyder godt af at være så mange under samme tag(e) så vi rigtig kan bruge hinandens styrker og assisterer hinanden i vores svagheder (komplimenterer personligheder er vel sagtens muligt når der er så mange af os). En tredje ting vi har med liv er Liv og info - vores sidste time hver fredag, der samles vi allesammen i auditoriet for at skråle en lille sang som Jakob har lavet til os (jeg arbejder lige på at ligge en herlig video op af omkvædet).

Her kommer den:

Og det hvad vi laver i 1,5 time. Nej selvfølgelig ikke, vi deler også liv (to elever og ind imellem en enkelt lærer deler deres livshistorie med os alle) og får info - sjovt nok. Vi får info om hvad der skal ske i weekenden, om der kommer gæster (se under G) i næste uge, om at der ligger for meget opvask og flyder, at en elev tilbyder piano-lektioner eller at folk skal tage deres tøj ned af tørresnorene. Og så får vi en nyhedsupdate - aka. et eller andet interimistisk forsøg på at fortælle os at der altså ER liv (pun not intended) udenfor murene på den her skole... ;-)

Ja, well.. Så når vi vist ikke længere, klokken er ved at blive mange og jeg er midt i at lave en pre-produktion af årets julekort :)

The happenings of the efterårsferie on Als with UngKirke!

Hej venner :)

Jeg ved godt det her ikke rigtig har noget med højskolen at gøre - eftersom det tog plads i ferien, men stadig - det var en så festlig ferie!

Her kommer recap'et af 5 dage på Als med UngKirke folket (Vores ungdomsgruppe i Aalborg Pinsekirke (eller hvad vi nu hedder til den tid hvor du ramler ind på siden her:))

”Hvis jeg dør så må du godt få Ane!” siger Julian med at halv-trist udtryk i ansigtet
”Hvem er Ane?” spørger Klitten, Simon
”Det er min bas”
”Ah….”
”Og lov mig! Til begravelsen skal I synge ’It’s gonna be a good, good night”
”Det er en aftale – men kan I ikke godt prøve på at komme tilbage i live?” spørger Miriam
Julian lover os at gøre forsøget mens hans kommende med-kanoister (hey, iflg. Word er det faktisk et ord, der kan man bare se!) står omkring ham og forsøger at lukke nogle skrig-orange redningsveste uden at blive slået ned at de lilla padler der vælter ukontrolleret rundt.

Det er mandag eftermiddag og vi befinder os i en lille flække på Als. UngKirke er draget på efterårsferie og mens de 5 modige mennesker bevæger sig mod søen, mødes 6 – mindst lige så modige – i køkkenet. Målet: at fremtrylle en 3 retters festmiddag her på turens sidste hele dag. Dagene har stået på daglige samlinger fyldt med bøn og folk der fortalte fra hjertet af, ture i svømmehallen, en hel masse ture i Netto, bøn, en tur til Danfoss eller en tur til den tyske grænse, masser af gåture i det efterårsprægede landskab, og en hel masse bagning, lovsang,  filmkigning og spillen af spil.
Så langt så godt – humøret er højt og ude i køkkenet danser Gordon Ramsey og Jamie Oliver (aka. Mathias og Louise Kjær) rundt til en dansk popsang mens de prøver at huske at vende bøfferne til burgerne. Ud over lækker mad er der nu tilbage at se frem til underholdning på norsk, idrætsøvelser, en sang fra Daniel, alt for få timers søvn, en hel masse rengøring og farvel-kram i stor stil inden vi skal hjem igen. Hjem og forhåbentligt tage det med os vi har fået ud af at være her – et stærkere fællesskab, og en fælles lyst, og vilje, til at række ud til folk omkring os. Aalborg – here we come!

Og så må jeg hellere lige tilføje at Ane stadig tilhører Julian, og de alle 5 kom tilbage i live – kun 3 formåede at falde i vandet på vej op på land. De blev tøet op med varm kakao, tæpper og kaffe og jeg mener ikke de har varige mén, hverken fysisk eller psykisk.

Ydmyghed, konstant afhængighed, mindreværd og andre relevante ting...

Hej folkens!

Jeg ved godt jeg har lovet jer at jeg skulle komme med et hyggeligt/sjovt indlæg den her gang, men seriøst - der er så mange seriøse overvejelser lige for tiden at det der med at tage en halv times tid ud af dagsprogrammet for at skrive komiske ting, ikke lige sker. Så derfor får I lige en seriøs en mere... Nu er I advaret!

Egentligt ville det vel give meget god mening hvis jeg skånede jer for det her kaos af tanker og i stedet nedfældede mine spekulationer i min fine kæmpestore notesbog, som jeg netop er blevet udstyret med til det her formål. Ser I - alle os weirdos (weird er godt, remember) der ikke skal med højskolen på missionstur til Slovakiet bliver i stedet hevet gennem et mareridt uden lige, de kalder det 12-trinsprogrammet får i stedet den vilde oplevelse at følges igennem 12-trinsprogrammet. Ja, det er det de bruger i AA også. Og det er helt okay (Hej. Jeg hedder Miriam.). Til formålet har vi så fået udleveret sådan en grim A4 bog (tak til Freja at min nu rent faktisk er blevet fin at se på :)) til at nedfælde vores tanker, processer og andet crap andre intelligente infald i. Foreløbig skriver jeg en 10 sider om dagen, så den bog skal nok hastigt blive udfyldt.

For lige at give baggrunden for mit tankemæssige (og for så vidt også følelsesmæssige - yay...) dilemma så gik vi i krig med Trin 1 sidste tirsdag og har foreløbig dækket 1,2 og 3. Nu går der så lige tre uger inden vi fortsætter med resten.
12-trins programmet handler om at bryde et mønster man har, et hvilket som helst mønster man gerne vil af med - så det lagde vi ud med at finde på . 
Derefter var første overskrift: Magtesløshed (Jeg er magtesløs over mit mønster)
Anden overskrift var Tro og Tvivl (Kun Gud kan hjælpe mig - har jeg tillid til ham?)
Tredje overskrift var Overgivelse (Tør jeg overgive mig, og mit mønster, til Gud?)

Det kunne jeg ævle i hundrede år om, men lad os komme til sagen.

Min onsdag lå ca. i ruiner mens jeg kontemplerede over tro og tvivl... Til sidst så føltes det som om min hjerne var revet i stykker, jeg ved godt man plejer at sige det om sit hjerte, men seriøst her var det virkelig hjernen der var totalt ekstremt på overarbejde. Jeg bliver helt træt bare af at tænke på det (eller måske er det fordi jeg stadig ikke kan hitte op og ned ordenligt).

Den tankerække der førte mig hen til hvad jeg egentligt tror er det egentlige problem her og nu (og ift. alt det her om tillid og overgivelse - og magtesløshed for den sags skyld) kan jeg slet ikke sætte ord på, og da overhovedet ikke så det bare er somehow overskueligt for jer andre (spørg mig ikke hvorfor jeg har forklaret alt det ovenstående så...)

Anyways, jeg endte i et kæmpe dilamme ift. afhængighed af Gud. Nogengange tror jeg lidt det er en ulempe at være totalt immersed (har vi et ord for det på dansk?) i Gud og Bibel andres meninger om Gud og Bibel osv. Det er til at blive helt kuldret med. Jeg har nogengange, i ren frustration, udbrudt til min mor at jeg var sikker på at levede jeg på en øde ø ville jeg absolut intet problem have med hverken min tro, mit Gudsforhold eller mit Gudsbillede - for der var ingen til at fortælle mig (note: Det er ikke min oplevelse at det er det de gør nede på højskolen, det handler nok mere om at det er det man "ser" og hører alle andre gøre...) hvordan det skal være.
Vi snakker om noget usynligt, noget uhørbart og noget med en hel masse ting der kan sættes U foran... Vi forstår det ikke er derfor debaterer og snakker vi en uendelighed om hvordan det måske kan være det er. Det er forvirrende, det er stressende og det er til at få TOTALT kuller af.
There I said it.

Og videre til dilemmaet;
Når Gud nu udfolder sin kraft gennem vores magtesløshed (et eller andet af Paulus' breve jeg aldrig kan huske, snakker om det) skal vi så være magtesløse i alt? Skal vi føle os afhængig af Gud i hvert eneste øjeblik, i hver eneste lille ting vi render og gør?
Når nu Gud har ofret Jesus (hele Bibelen snakker om det, mest kendt er Joh. 3:16 vel nok) burde vi så leve i en konstant følelse af taknemmelig og "jeg kan intet klare hvis ikke det var for Jesu død på korset?".

Jeg synes jeg er stødt meget i det, og jeg kan ikke helt definere om det er en eller anden specifik "lære", de mennesker jeg møder eller hele det her magtesløs-show som gør det hele tiden dukker op for mig. Min psykolog ville sige det også var lige meget - hvad ville jeg gøre ved det?

Uh ja... About that..
Jeg synes bare jeg er stødt i så meget "jeg kan ingenting uden Gud", "jeg er ingenting uden Jesus", "det er kun pga. Gud at jeg kan skrive den her opgave" og ting i den dur (okay, elendige eksempler, men kan ikke lige komme på andre, jeg undskylder). Hvis man kender min familie lidt så kan man nok godt fornemme at jeg er vokset op med temmelig højt selvværd - her er det helt legat at være awesome og ytre sig om det, så længe man ikke jodre andre ved det. Vi ved vi kan en masse, og det er også helt okay - og godt at stå ved, det er den måde man ændre ting på, det der gør at man kan leve mere end et gennemsnitsligt liv med villa, Volvo og en ligusterhæk der klippes aftenen før Skt. Hans hvert år.

Så, it's bound to happen: Konflikten opstår.
Og jeg ville igen ønske jeg boede på en øde ø så jeg kunne have mit Gudsforhold og min opfattelse af min awesomeness og min "jeg kan altså godt gøre nogle ting i livet uden Gud" i fred.
Øj det lyder skrækkeligt når man skriver det på den måde.

Men altså... Så en dag så rammer det mig bare for real (det har virkelig ligget liiiiige under overfladen et stykke tid mens jeg har rendt rundt i de mørke gange på højskolen og trallet random sange) - jeg får utrolig stor skyldfølelse over ikke at føle at jeg har mere brug for Gud. Når man lytter på folk snakke om det her, så får man virkelig opfattelsen af at mange lever i sådan et totalt "jeg føler mig hele tiden afhængig af Gud og er konstant taknemmelig for det han har gjort for mig. Og NÅDE!"-stadie... Faktum: Det gør jeg ikke. Jeg føler mig faktisk meget sjælendt afhængig af Gud. Han er en aktiv del af min hverdag ja, men jeg har aldrig siddet med den der dybe følelse af at jeg er lost uden Ham. Jeg ved med min hjerne at min frelse afhænger af Ham, og jeg har da også perioder af mit liv hvor jeg ved Han har assisteret mig mere end det måske lige så ud til.
Men stadig; jeg føler mig ikke afhængig af Ham. Jeg har det som om jeg jo i princippet kan klare tingene selv og opretholde et liv. Muligvis ikke af samme standard, men et fint nok liv tror jeg da sagtens jeg kunne leve. Jeg ved jeg er afhængig af Ham for frelsen, men det er så også det.

Så sker det som der altid sker når jeg er ved at flå håret af mig selv, jeg får fat i min mor og overhælder hende med frustration (efter hendes eget udsagn så ved hun godt det er hendes lod her i livet -også selvom jeg snart fylder tyve.. "Ja, nu er jeg jo hjemmegående af en årsag, kan man sige..." Tak moder!) og satser på at hun kan gøre et eller andet...

Den her gang satte hun mig på sporet af nogle rigtig gode ting;
- Rigtig mange mennesker lever hele deres, ganske fine, liv uden Gud og klare det fint. Altså ER man ikke afhængig af Gud i alle mulige små dagligdags ting. Ikke nødvendigvis.

- Der findes noget der hedder falsk ydmyghed. "Ydmyghed er ikke selvudslettende, selvom det imdimellem kan virke således, men ydmyghed er affødt af en dyb indsigt, der også tillader andre meninger, holdninger, m.m. at komme frem. ... Begrebet falsk ydmyghed er blot at foregive ydmyghed, evt. kombineret med en mindreværdsfølelse af, at man er mindre værd eller ikke lige så god som andre. I modsætning hertil giver sand ydmyghed indsigt i samt forståelse og accept af skabelsens, Universets og hele livets storhed, og derved også en bevidsthed om egen storhed." Måske var det, det jeg var stødt I hos mange af de mennesker jeg følte havde den "totale afhængighedsfølelse"...

- Man er afhængig af Gud for sin frelse, og dybt afhængig af Ham hvis man vælger at følge hans plan for ens liv - for siger man "ja" til at følge Hans kald, så VIL man hoppe ud over kanten og mens man lever kaldet, ofte, komme til punkter hvor man udmærket godt ved man ikke kan klare sig uden Gud. Her kommer magtesløshedsfølelsen ind, og man trygler Gud og hjælpe og visdom.

- Gud er en relationel Gud - ofter giver det mening at sammenligne ens relation med Gud med andre relationer. Min mor påstår hun ville blive træt af det hvis vi alle 5 (for slet ikke at snakke om 7 milliader unger) konstant rendte rundt og takkede hende og højlydt erkendte vores uduelighed. "Mor, jeg ved det kun er når jeg ikke gør noget at du kan gøre det. Jeg kan altså ikke smøre den her boller" "Mor, jeg ved du har givet mig livet. Jeg takker ydmygt" "Mor.. Jeg ved godt jeg ingenting er" "Mor, før jeg siger andet vil jeg bare lige sige tak"... Hendes pointe var at Gud muligvis kunne gå hen og tænke "ja tak, så er det godt... Nu er det vist på tide du også selv gør noget. Hallo - jeg er kaldet dig til at være mine hænder og fødder, og så har du travlt med at sidde der og fortælle mig du ingenting kan gøre uden jeg gør noget. Så dør du altså af sult menneske, Manna var en onetimer og selv det skulle de ud og samle!" (Ja okay, hendes pointe har jeg lige selv skrevet ned, det er udelukkende min fortolkning)

- Hvis man konstant render rundt og føler sig mindreværdig fordi man intet kan uden Gud og jo også skal føle man har 100% brug for ham, kan Gud så overhovedet bruge en? Hvis man føler sig mindreværdig, så hopper man jo aldrig ud i noget. Så tror man jo man ingenting kan...


Årh ja... Lots og tanker lige her!

Hvis du har andre du vil bidrage med til gryden, så kom endelig med dem!

Jeg ville give jer min konklusion, men jeg ved ikke om jeg har ramt nogen endnu. Umiddelbart giver det mest mening det min mor siger - Det er helt okay ikke altid at føle man har brug for Gud, men også at vide man kan gøre ting selv... Det giver mest mening for mig - og fremkalder ligeså meget dårlig samvittighed som mening, så nu må vi se hvor (om) vi ender et sted..


Og så må jeg vist hellere igang med at få læst en bog mens huset stadig er tomt :)

Hyg!

Er Gud nok?

Er Gud nok?

Det skulle være et relativt nemt spørgsmål, jeg går jo på bibelskole og alt det der.. Svaret er indlysende - det burde være et rungende JA!

Og ja, her kommer et men...

Jeg ved bare ikke helt hvad det men er endnu, så måske skulle jeg starte ved begyndelsen, mens du reflekterer lidt over ovenstående spørgsmål :)

Efter at have set en julefilm i eftermiddag besluttede jeg mig for at det nok var en god idé at få en eller anden form for luft, og eftersom jeg pt. bor et sted med fantastisk natur vadede jeg en tur under de flotte efterårsfarvede træer og ned til en meget stormfyldt fjord (gummistøvler FTW!)

Her ville jeg så have smidt jer et billede af den natur jeg traskede rundt i, men det gider åbenbart ikke lige samarbejde, så I får det her i stedet:

Ja, det KAN være svært umiddelbart at se connectionen her - det problem har jeg også selv... Sagen er nemlig den at det, som det så oftest sker for mig, skete at jeg egentligt gik ud af døren med én ting på min hjerne (note: denne ting er ikke en lille ting, men underordnet i den her historie, og derfor gider jeg ikke uddybe den, for så bliver jeg ALDRIG færdig med at skrive den her post, og du bliver aldrig færdig med at læse den....). Så jeg gik altså ud af døren og stilede mod fjorden alt imens jeg overvejede hvor udfordrende, og til tider udmattede  det er at bo et sted hvor man er omgivet af 70 mennesker så snart man åbner sin dør (ej okay, de står ikke alle 70 ude på min gang, men stadig, konceptet!).

Det er næppe nogen hemmelighed for nogen at jeg er temmelig let påvirkelig af andre folks humør - en ting som jeg har overvejet og kommet frem til at, selvom den er seriøs upraktisk, så tror jeg at det er en gave fra Gud og på at der er en pointe med den - om end jeg så endnu ikke liiiige kender til denne pointe og til tider bruger ret lang tid på at klage over at det er så upraktisk ;-) Anyhow, jeg gik ud af døren og filosoferede lidt over det (hey vent, har jeg ikke sagt det før?) over hvordan det er at være så påvirket af, og så obs. på, så mange mennesker omkring en (no wonder man til tider er træt og løber op og lukker døren) og at man samtidig ikke har ansvaret for nogens ve og vel - at der i langt de fleste tilfælde ikke er en brik man kan gøre for dem og at der faktisk er en del af dem jeg slet ikke rigtig snakker med...

Hvordan hænger det sammen med om Gud er nok, spørger du så... Og ja, det vil jeg da hjertens gerne svare dig på, men nu kalder de 70 mennsker (aka. aftensmad). Jeg vender tilbage straks.  [Leaving at: 17:54]

Se det klarede jeg jo på 12 minutter (take-away er til tider godt :))

Som det ca. altid går når jeg går en tur, så tager mine tanker mig med på vandring samtidig... Jeg har den her teori om at mine tanker og Gud hjælpes med at kommunikere et budskab til mig - jeg aner ikke hvordan jeg ellers skulle ende op med de mystiske og meget ulogiske konklusioner jeg nogengange kommer frem til.

Jeg vil skåne jer for de fleste mellemregninger, men jeg kom til at tænke på at en af de ting jeg håber på at få med fra det her højskoleophold er at lære at leve i (ikke med, mind you), den her meget intense medfølen og awareness (årh, der er måske lidt for meget engelsk på den her skole, mit danske ordforråd bliver svagere og svagere)... Det må jo betyde at jeg må lære at når jeg f.eks. bliver helt trist på andres vegne så må jeg huske at det er Guds ansvar, og menneskets eget ansvar - det er ikke mit... Jeg tror ikke jeg render rundt og føler mig ansvarlig for 70 mennesker på én gang her (bare rolig Psykolog Peter - lidt har du fået mig lært!), men hvis jeg virkelig blev bevidst om at det er Guds ansvar, så tror jeg ikke følelserne ville blive ved mig så længe af gangen... Det er bare en tanke, jeg aner ikke hvad jeg ævler om.... Men de siger faktisk ind imellem noget klogt hernede (jep, tro det eller ej, det hænder!), en af de ting jeg specielt har bidt mærke i er noget i stil med "Hvis bare jeg kan få det menneske jeg snakker med, til at søge Gud for hjælp, for et svar - så er det lykkedes som det skal!".. Tænk lidt over det mens jeg drikker noget Pepsi Max!

Så er vi altså kommet fra
[Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget mere for at folk omkring mig havde det bedre] til
[Det er jo i virkeligheden Guds, og personernes eget, ansvar] til
[Jamen, skal vi så slet ikke gøre noget for hinanden - hvorfor har vi så hinanden?] til
[Hvis bare mennesker går fra mig for at søge Gud for et svar eller en løsning]

Så tog jeg lige et smuttur og filosoferede over hvorfor det er jeg så gerne vil hjælpe folk (oh yes, nogen har introduceret mig for begrebet med-misbruger... No need to do it again). Men det er en HELT anden historie, og den tror jeg lige vi hopper over idag (ja, vi kan nå at filosofere over meget på én enkelt time).

Derefter begyndte dagens, nok absolut største, dilemma at indfinde sig... Er Gud nok?

Nå, der kom billedet af naturen så lige... :) Enjoy! Og vær misundelig... ;)

Egentligt er det vel bare mit go-to spørgsmål (Har vi brug for relationer/gode venner eller er Jesus nok?) over det sidste 1,5 år (eller er det de sidste 10 - jeg er efterhånden i tvivl...) i ny forklædning...

På den ene side tænker jeg at Gud, for at være Gud, jo vel må være nok for os - han alene må vel i "reglen" være alt hvad vi behøver. Det er da også det vi skråler ud i luften søndag efter søndag (og tirsdag efter tirsdag) "You are all I ever needed", "Du er alt hvad jeg behøver, jeg elsker dig", "All I need is you", "You're all I wan't, You're all I've ever needed", "Du er mit alt, du er hvad jeg behøver" og der er mange flere hvor de kommer fra... 

På den anden side så gav Gud jo også Eva til Adam fordi det ikke var godt for mennesket at være alene, Ordsprogernes bog taler om at "Gode venner er som aroma for sjælen" og vi har et kraftigt eksempel og forbillede i David og Jonatans venskab...

Den opmærksomme læser kan nok godt se hvad kampen i mig står mellem her, og det er også okay.

Så nu er det bare jeg tænker ER GUD NOK?

Jeg har lige smidt den ud på Face og de to modige sjæle der har turde kommentere på det har hvert sit svar: ja og nej (sjovt nok).. Min første tanke var også et nej - og sandt og sige tror jeg det er det stadig... Hvor "dårlig" en kristen jeg så end føler mig når jeg står ved det.. Men det er jo den rene skære sandhed..

Jeg laver lige et par quotes fra debatten her: "Well my first thoughts when you wrote that was no. It's not enough 'just' to have God. Don't misunderstand me here. But you can live without Him just so that you have friends, family, love, a job etc. :)

I don't know if that was your thought but this was what came up on my mind."

Hvortil jeg svarede:

So turn it around: can you live without friends, family, love, a job ect. and STILL have a great and fulfilling life if you only have God?

Og det er lige præcis det jeg forsøger at få et svar på - Kan vi leve uden venner, familie, kærlighed, arbejde, et sted at bo osv. og STADIG have et god og tilfredsstillende liv?

PLEASE smid nogle kommentarer enten her eller på facebook!!

Og så skal jeg nok prøve at lave næste indlæg mindre seriøst... ;)