Meningløst, alt er meningsløst!

”Meningsløst – alt er meningsløst!” Hvis du nogensinde har udbrudt noget i stil med dette, så kunne dig og Prædikeren nok været blevet ganske gode venner. 34 gange på de 12 kapitler benytter han sig af dette ord, hvilket jo må siges at være temmelig ofte. Det er mit indtryk at Prædikeren er kendt i mange kristne kredse, som en eller anden maniodepressiv gut som ingen helt forstår og hvis ord man ikke skal tage så tungt. Jeg spurgte på et tidspunkt en af mine præster om et eller andet i Prædikerens bog jeg ikke helt kunne finde ud af hvordan jeg skulle forholde mig til, jeg fik noget i stil med ”Jamen, Prædikeren han var en gammel melankolsk, bitter mand – jeg tror ikke man skal tage det han siger så tungt”.
Faktisk har jeg temmelig svært ved at forlige mig med den holdning, fordi Prædikerens bog er en del af Biblen og jeg tror på at hele Biblen er Gudsinspireret – derfor må den være der af en årsag, men nok også fordi jeg kan identificere mig selv rigtig godt med Prædikerens bog, personligt er det nok den del af Bibelen der har talt mest til mig de sidste mange år.

En teolog ved navn L. Richards (Richards, 1987) sætter ganske godt ord på mine egne tanker omkring Prædikerens bog i hans Bibel kommentar hvor han snakker om at den er så værdifuld for os. Forfatteren, en intellektuel mand, deler sine erfaringer med os. Nogle erfaringer han har, fordi han kastede sig ud i at finde livets mening væk fra Gud. Derfor er bogen, iflg. Richards så værdifuld – fordi den, hvor mange andre bøger i Bibelen viser at livets mening findes i Gud, viser at livets mening ikke findes andre steder.

Hvad angår forfatteren til Prædikerens bog, så er det rimelig udbredt at antage at det er Kong Davids søn, Kong Salomon, der har skrevet den på sine gamle dage. Det skyldes bl.a., som en gut ved navn Walvoord udpeger, at han introducerer sig selv som ”søn af David og konge i Jerusalem” (kap. 1:1), han fortæller også at han var mere viis end nogen andre i Israel før ham (kap. 1:16) og så har han et længere afsnit i kapitel 2:4-9 hvor han beretter om sine bedrifter, som stemmer godt overens med det man kender til Salomon. (at., 1985) Indtil oplysningstiden i det 17. århundrede var Salomons forfatterskab ikke noget man rigtigt stillede spørgsmålstegn til, men efterhånden som man blev mere oplyste (haha) så begyndte flere fremtrædende teologer (at., 1985) at fundere over hvorvidt sprogbrugen i Prædikerens bog rent faktisk stemte overens med den måde man skrev, og talte, på da Salomon levede i det 10. århundrede f.kr.. De seneste år er man dog begyndt at stille spørgsmålstegn ved sprogbruget igen, og der er atter blevet temmelig stor enighed omkring Salomon som forfatter til bogen. Det er et konklusionsløst spørgsmål, fordi at alting peger på at Salomon var forfatteren – han har bare lige forsømt at skrive at det var ham.

Når man for første gang slår op i Prædikerens bog (og læser den), så kan man godt blive lettere forvirret og tænke at der ikke er nogen som helst sammenhæng i bogen, og det bare er nogle forskellige tanker Salomon har nedskrevet uden nogen større mening. Det ville være utroligt underligt, synes jeg, eftersom han var den viiseste person som nogensinde har levet (1. Kong. 3:12) – selvfølgelig kan der jo være den mulighed at han er så viis at vi andre ikke forstår hvor han vil hen… Der er dog en mere nærliggende mulighed – at vi, som vesterlændinge, kigger efter en lineær orden når vi læser. Det var bare ikke lige helt sådan man skrev i Mellemøsten for tusinder af år siden, der tænkte man mere i ”spiraler” om man så kan sige. Tommy Nelson begynder sin bog ”A Life Well Lived” (Nelson, 2005) med en outline af Prædikerens bog, sådan som han ser det – for det er nemlig meget sådan det er med inddelinger, det er teologerne og læsernes skøn mere end noget andet. Når det kommer til Prædikerens bog er der da heller ikke rigtig nogen der er enige om inddelingen, så lad os bare tage et kig på Tommy Nelsons, det er en af dem der er lettest forståelige.

Kapitel 1 og 2 – En kritik af livet
Her kommer Salomon ind på at alt er meningsløst (1:1-11), at hverken intellektualitet, hedonisme eller materialisme giver livet mening (1:12-2:11), at selvom det er bedre at være viis end at være dum, så dør vi alle (2:12-16), at Prædikeren pga. førnævnte ting mister alt håb og kommer til konklusionen at væk fra Gud, kan der ikke være liv. Mennesket selv kan ikke finde mening (2:24-26)

Kapitel 3:1-15 – A kritik af troen og livet med Gud
Salomon vender sig nu mere mod de troende, han kommer ind på at Gud ordinerer både smerte og nydelse (3:1-11) og derfor så skal vi nyde øjeblikket lige nu (3:12-15)

Kapitel 3:16-4:16 – Konflikterne ved at tro
Nu begynder Salomon for alvor at røre ved nogle af de mere tabubelagte emner indenfor mange kristne kredse i det han tager fat i de konflikter vi støder i som troende. De ting der virkelig kan gøre det udfordrende at tro på Gud og hans godhed. Salomon nævner ulighed – at gode ting sker for onde mennesker og omvendt(3:16-22), undertrykkelse (4:1-3), rivalisering (4:4-6), materialisme [den hverdagsdanske bibel fokuserer her mere på den ensomhed som materialisme skaber] (4:7-12) og berømmelse (4:13-16).

Kapitel 4:17-5:7 – Vær forsigtig med ikke at have respekt for Gud
Interessant nok, efter at have brugt det sidste halvandet kapitel på at udpege ”meningsløse” ting som Gud er årsag til, så understreger Salomon at man skal have ærefrygt for Gud. Man skal passe på med hvordan man henvender sig til, taler til og ”forhandler med” vores mystiske Gud. [Her er det vigtigt vi lige husker på at Prædikerens bog er en del af gamle testemente og at Salomon levede før Jesus kom og forsonede os med Gud].

Kapitel 5:8-7:29 – Ha’ det korrekte perspektiv
Salomon begynder efterhånden at lyde mere og mere som Paulus, han vender og drejer tingene i et forsøg på at få os til at se dem fra den lyse side af. Han tager tre ting op her; rigdom (5:8-6:12): lad dig ikke snyde når de onde bliver rige – rigdom er ikke tilfredsstillende. Modgang (7:1-14): hårde tider er ikke dårlige; de former os. Dig selv (7:15-29); vær ydmyg, du kan umuligt vide alting.

Kapitel 8:1-12:24 – Vær fyldt af mod her i livet
Vi begynder at få en hel del at høre omkring mod, Salomon snakker om at selvom der sker alle de her meningsløse og hårde ting i livet, så skal vi stadig møde det med oprejst pande. Han nævner specielt mod i tre sammenhænge; ift. at gøre det rigtige, selv uden belønning (8:1-10:20), ift. at leve, selvom vi ikke har alting under kontrol (11:1-6) og ift. at nyde livet selvom døden kommer (11:7-12:8)

Kapitel 12:9-14 – Et statement fra en troende
Her afsluttet Salomon ganske enkelt hele gildet ved at fortælle os at vi skal have ærefrygt for Gud og adlyde ham – at Gud har åbenbaret sig selv gennem sit ord.

Selvom, eller måske netop fordi, man let kan få en tendens til at opfatte prædikerens bog som værende melankolsk og deprimerende – meningsløs, så er det alligevel et af de steder i Bibelen hvor vi bliver allermest opfordret til at nyde livet. Jøderne læser altid Prædikernes bog under Løvfesten – en glædelig højtid de har om efteråret hvor de fejrer høsten. Vi, som kristne, kunne muligvis finde det her meget underligt – hvad glædeligt er der ved at alt er meningsløst? Men de kunne næppe læse noget der passede bedre – om og om igen gentager Salomon at det bedste vi kan gøre er at spise og drikke. (Wiersbe, 1996)Det er iøjnefaldende når han nu synes alting er så meningsløst, at en så simpel ting som det er spise og drikke kan give mening for ham i kapitel 2:24 (Winter, 2005⁾, måske kunne det have noget at gøre med at det også er her han begynder at se Gud som en der kan spille en rolle ift. livets mening. Selvom han nævner Gud allerede i kapitel 1 vers 13, så er det først nu han rent faktisk overvejer at vi har fået en gave (hint: livet) fra Gud og at hvad vi stiller op med den gave vi har fået af Gud, kunne have noget at gøre med livets mening. Det er som om Prædikeren lige tillader både ham og os, et lille lysglimt inden han fortsætter med at snakke om ting der ikke giver mening. Men maden vender han tilbage med, jeg tror han var glad for mad!

Konklusion

Jeg synes Prædikerens bog er super interessant, og det er noget jeg kunne snakke i meget lang tid om – hvilket jeg også glædeligt gør, når min lillebror aka. ”Kohelet Klit” kigger forbi. Vi deler i hvert fald en hvis begejstring for Prædikerens bog, og nyder godt af det den har at sige om livet, mening og Gud. Salomon sætter unægtelig tingene i et noget andet lys end mange kristne – og mange bøger i Bibelen. Det én gang skaber stof til eftertanke og er utroligt befriende. Prædikerens bog er helt klart en jeg bliver ved med at læse på dårlige dage, jeg identificere mig godt med det han skriver – og det er jo som bekendt altid rart at føle sig forstået. Den hjælper mig til at huske på at det ikke nytter noget at prøve at finde livet mening ”under solen”. Man må videre og finde den i Gud.