Kender du det?
Den der følelse af at man er vidne til et vaskeægte mirakel. At man faktisk lever i et - og at ingen andre er klar over det.
Måske befinder du dig slet ikke i en verden hvor du rent faktisk vil bruge ordet mirakler om noget som helst, men jeg finder det bare det eneste der beskriver nogle oplevelser rigtigt.
Jeg tror jeg er ved at blive reflektiv på mine gamle dage - ellers er de bare de 400 km i bil i det smukke, stille, Nordjyske landskab disse sidste par dage der gør det, for jeg kom til at tænke.
Egentligt var det nok den anden dag lavinen startede, jeg tog pludselig mig selv i at samle min bibel op fra min radiator (ja, det er faktisk der den bor) og læse i den - bare fordi jeg havde lyst. Jeg har læst i den så godt som hver dag siden sommer, ikke fordi jeg skulle men fordi jeg havde et mål om at få den læst fra ende til anden det her år. Jeg læste fordi jeg ville, ikke fordi jeg havde lyst.
Lige indtil den anden dag.
For nogen af jer virker det underligt, for nogen som en bagatel og for andre helt normalt.
For mig var det et mirakel - og et stort et af slagsen. Og så var det som om da jeg først fik øje på et af dem, så sprang de op over det hele - nogle af dem så "banale" som at jeg rent faktisk ejer et par shorts, har jævnaldrende veninder jeg er glade for og at jeg er i stand til at se en video om gadeevangelisation, andre er dem er at lidt større format - eller er de? Når jeg sidder og tænker over det, så overvejer jeg at de faktisk allesammen nok vil falde i "banal"-kategorien - i hvert fald for alle andre end mig.
Der er nok noget om det, mirakler er oftest størst for dem der oplever dem - sikkert fordi der foregår så meget mere inde i skallen på os end vi formidler videre til folk. Jeg googlede et ord for det den anden dag da min veninde sat midt i hendes dansk-lærereksamen, men jeg kan selvfølgelig ikke huske det nu. Anyways, man kan aldrig helt forstå hvor stor en glæde er for andre, det hænger vel sammen med at man heller ikke helt kan forstå hvor store deres sorger og udfordringer er.
Men her i mit lille, stille sind, der er min liste over hverdags mirkaler - store som små - efterhånden ret lang, og der er i hvert fald grund til taknemmelighed! Og så skader det jo intet at jeg er ved at have overstået en uge med intet mindre end 6 eksaminer og lige i dag har været ude og løbe (ja, løbe...) i vandkanten i Vesterhavet! :)
Jeg håber vi må blive bedre til at opdage miraklerne i vores hverdag - og fæste øjnene på skaberen bag dem! Og måske endda blive gode til at dele vores mirakler med andre. Selvom de ikke fuldt ud forstår dem, så har de fleste det med at blive glade på ens vegne :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar