Nu ved jeg at den hypotese jeg lavede den gang, holder stik: man har for travlt.
Sjovt nok. For man laver ikke noget. Og så alligevel. Men det er en hel anden snak.
Det jeg bare gerne vil sige er at jeg godt er klar over at det er utroligt lang tid siden jeg sidst skrev noget og nu sad jeg og kom i tanke om at jeg tidligere har efterladt jer med en løs ende...
Heeelt tilbage i november fandt følgende vej gennem skærmen fra mig til jer:
BeLong - BeLong er vores små-fællesskaber i det store, vi har
Udover at have den
Man kan med rette sige at denne omtalte BeLong gruppe fylder utroligt meget i min hverdag på Højskolen. Mere end jeg nok kunne have forestillet mig.
Mine facebook venner kan vidne om dette - et bjerg af billeder, glade opmuntringer og hyggelige hilsner med ordet "BeLong" udgør en stor del af de opdateringer der kommer fra mig.
Og Facebook er faktisk meget repræsentativt for livet på det punkt.
Holdt det så stik? Hvad skete der med BeLong? Blev vi hinandens værste fjender eller bedste reserve familie?
Langt det meste holder stadig stik - Rikke er stadig den mest morgenfriske, men vi har efterhånden lært at svare hende i venlige tonefald og når til tider også dertil hvor vi fører længere samtaler med vores allesammens "SunShine" selvom klokken er tidligt. Vi mangler stadig jævnligt et par af gruppens medlemmer, men er nu stoppet med at undre os og går i stedet over og banker på døren og får dem banket op til dåd (efter vi er færdige med at spise, naturligvis). 9GAG billederne er faded lidt ud, men iPad og iPhones bliver stadig brugt af en god del af os, og det hænder ofte vi ser en eller anden underholdende YouTube video eller får en uofficiel nyhedsupdate.
Torsdage eftermiddag er blevet mindre seriøse - og så alligevel. Det hænder at snakken går så godt at programmet nødvendigvis må aflyses... Og så sker det selvfølgelig også at det eneste vi bare har brug for er at have det hyggeligt, kravle på en forhindringsbane og spise is mens vi griner over diverse lamme punch-lines som Jonas kan få fyret af.
Så sent som igår fandt jeg mig selv siddende temmelig centralt placeret og snik-snakke med et af de kære Belong-medlemmer til alt for sent. Diverse øvrige Belong-medlemmer rendte forbi mig og vi udvekslede godnatter og knus undervejs.
Og så var det vi sad og kom til at snakke om at vi er virkelig blevet hinandens familie.
Jeg ved det lyder cheeky og spøjst og happy-clappy og alt det der. Det er ikke det der ligger i det. Vi kom bare til at sidde og snakke om at hvis alle fællesskaber havde den familie-følelse som vi oplever at have ift. hinanden så ville verden se anderledes ud.
Det er en speciel oplevelse faktisk - der er bare noget utroligt velsignende i det. Det er fællesskab på den vilde måde. Om det drejer sig om at oplyse hinanden når havregrøden har en uheldig dag, trøste spise kage sammen når livet er trist - eller godt, komme ned til balloner over det hele på ens fødselsdag - eller blive fejret når man fylder 19 3/4. Om det er sammen at blive enige om at trodse de æstetisk-glade lærer og i fællesskab producere verdens grimmeste guirlande eller om det handler om at udfordre nabo-belonggruppen i Lasergame. Om det er at få et knus når en eller anden går forbi og kan se man har en dårlig dag, eller blot at vide at der bliver bedt for en i ens fravær. Om det handler om at have nogen der skriver og spørger hvad lægen sagde eller banker på med en pose chips og et smil, om at nogen forstår ens jokes eller at være de 7 mennesker der pludselig har et latteranfald i udbrud klokken 7.23. Om det handler om at få blomster en tilfældig morgen, eller blive mødt af en bøtte is når man kommer hjem efter en lang dag. Så ved vi, vi har hinanden.
Eller det håber jeg - jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er til gengæld ikke et øjeblik i tvivl om hvor jeg har min Belong-klan henne.
Jeg tænker på Jesus når han siger at man skal kende os på vores indbyrdes kærlighed (Joh. 13:35). Jeg ved ikke hvad andre ser men jeg ser Jesus. Lige her. Lige midt i mellem en halv-spist portion havregryn og et telefon opkald til et sovende medlem. Lige midt i, ved den kop kaffe der aldrig blev drukket fordi en slukøret person kom forbi og havde brug for en at følges med ud i verden. Lige der.
Jeg ved ikke hvad andre ser.
Men jeg ser Jesus.
Og det er jeg utrolig taknemmelig for!
Wuhuu! laver en jubel dans sammen med dig. Jeg ser også Jesus - og så ser jeg Kirke med stort K.
SvarSlet